Fyrværkerilager afsløret:

Mand havde 353 kilo på privatadressen

Enorme mængder fyrværkeri blev torsdag fjernet fra en ejendom i Birkerød

Af
Thomas Schiermacher

 
På en landejendom tæt ved Birkerød har Nordsjællands Politi torsdag fundet store mængder fyrværkeri. Ifølge politiet er det den såkaldte NEM-vægt, der angiver, hvor meget krudt fyrværkeri indeholder, man måler efter, og her sprængte fundet skalaen.
”Vi har opgjort mængden til 353 kg,” fortæller Henriette Døssing, der er pressemedarbejder i Nordsjællands Politi. En privatperson må maksimalt opbevare, hvad der svarer til 5 kg.
Fyrværkeriet blev fjernet torsdag eftermiddag med hjælp fra Hærens ammunitionsrydningstjeneste (EOD), der blev tilkaldt til at løse opgaven. Selv om mængden af fyrværkeri på ejendommen var stor, var der ikke tale om ulovligt fyrværkeri, så vidt politiet har kunnet se.
”Det ikke ulovligt fyrværkeri. Men det er den store mængde og den måde, det har været opbevaret på. Der er strenge grænser for, hvor meget man må opbevare på privatadresser, og det skal være opbevaret korrekt,” siger Henriette Døssing.
Fundet af fyrværkeriet har ført til, at en 47-årig mand nu er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Til sidst kommer Henriette Døssing med en appel til alle, der skal brænde fyrværkeri af hen over nytåret.
”Vi ser salg af ulovligt fyrværkeri i facebook-grupper og på hjemmesider. Derfor opfordrer vi til, at man kun køber lovligt fyrværkeri og er forsigtig, når man fyrer af,” siger hun.

Publiceret 29 December 2017 11:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV