Ilde tilredt kat død:

Katten Benny fanget i rævesaks

Katten Benny blev fundet med en rævesaks om benet tre uger efter, den på usædvanlig vis var forsvundet fra sin familie

Torsdag mellem jul og nytår var Morten Stenbroen Sørensen og Jesper Brandi fra Hinnerup ude at cykle en tur sammen. Turen gik omkring landsbyen Vrangstrup, hvor der stod en kvinde med barnevogn. Hun viftede med armene og råbte om hjælp.
Oven på barnevognen lå en kat med en blodig rævesaks om benet.
"Katten ville gerne ned ned til barnet for at få varmen. Den led ret meget, og vi kunne se, at den havde siddet i saksen i længere tid, for såret var beskidt og så gammelt ud," fortæller Morten Stenbroen Sørensen til Lokalavisen Favrskov.
Kvinden med barnevognen havde fundet katten med rævesaksen i vejkanten.
"Jeg blev sur, for hvem fanden kan finde på at gøre sådan noget. Hvad er formålet? Det er totalt tankeløst," fortæller Morten, som har delt sin oplevelse på Facebook:
 

Benny var en kærlig og stille kat, som er hårdt savnet, fortæller dens ejere. Privatfoto

Benny var en kærlig og stille kat, som er hårdt savnet, fortæller dens ejere. Privatfoto

Morten, hans kammerat og kvinden var bange for, hvad der ville ske, hvis de tog katten ud af fælden, så det undlod de at gøre. Efter lidt ringen frem og tilbage endte det med, at en forbipasserende bilist tog katten med i en taske og kørte den til Hammel Dyrehospital, der desværre ikke kunne hjælpen katten. Den var ilde tilredt og er nu død, skrev dyrehospitalet i et opslag på Facebook: 

I opslaget efterlyser dyrehospitalet ejeren af katten, som hurtigt gav sig til kende og skrev tilbage, at det var deres elskede familiekat 'Benny'. Ejerne af katten bor i Bøstrup mindre end en kilometer fra det sted, hvor deres kat blev fundet. 
LÆS OGSÅ: Michael fik fingeren hele vejen fra Hadsten til Aarhus
Ejeren skriver, at Benny har været væk siden 7. december og været hårdt savnet af hele familien. Benny var en utrolig kærlig og stille kat, som var bedste venner med en rottweiler, en dværgpinscher, en lille kat og familiens 1-årige søn.
"Det var meget usædvanligt, da den forsvandt for tre uger siden, for den var højst væk 1-2 timer ad gangen, fordi det er så koldt. Så vi havde lidt på fornemmelsen, der var sket noget," fortæller ejeren Lisa Bonde Olesen til FavrskovPosten.
"Vi har gået og ledt efter ham, også i det område han blev fundet. Jeg går tit tur der," fortæller Lisa, som frygter, Benny har siddet længe i rævesaksen.
"Vi er i chok, har ondt i maven og er kede af det. Samtidig er vi også sure og rasende, for andre dyr og små børn kunne jo også være gået i fælden. Jeg synes simpelthen ikke, det er i orden, man sætter sådan nogle fælder op."

Katten Benny blev fundet ved det afmærkede kryds på kortet tæt ved Vrangstrup mindre end en kilometer fra dens hjem i Bøstrup. Foto: Morten Stenbroen Sørensen.

Katten Benny blev fundet ved det afmærkede kryds på kortet tæt ved Vrangstrup mindre end en kilometer fra dens hjem i Bøstrup. Foto: Morten Stenbroen Sørensen.

Rævesakse har været forbudt i EU siden 1991, og Hammel Dyrehospital har da også anmeldt episoden til politiet.
LÆS OGSÅ: Uhyggeligt fænomen - Louisemanden lister sig ind til folk
FavrskovPosten har været i kontakt med dyrehospitalet for at høre nærmere om den triste sag. Hospitalet har endnu ikke snakket med ejerne, og dyrlægen vil først tale med ejerne, før man eventuelt udtaler sig til avisen, så ejerne ikke skal læse om det i avisen, før de har fået nærmere besked fra hospitalet.
 

Publiceret 29 December 2017 11:15

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV