Tre børn hastet til sygehuset efter fyrværkeriulykker:

"Stop omgående - det er livsfarligt!"

Af
Af Daniel Sennek

 
Det har endnu ikke været nytår, men alligevel har hele tre børn alene i Region Syddanmark været involveret i fyrværkeriulykker. Nu står ledende oversygeplejerske frem og råber vagt i gevær.
Det skriver TV SYD.
Fredag havde sygehuset i Esbjerg behandlet de første to fyrværkeriskader hos børn. Lørdag blev en dreng også behandlet for fyrværkeriskader i Aabenraa.
"Skaderne er ikke som sådan alvorlige, men det er alvorligt nok, at de i det hele taget kommer til skade," siger Christian Jørgensen, ledende oversygeplejerske og chef for skadestuen i Esbjerg, Sydvestjysk Sygehus, til TV SYD.
Tallet er allerede højt - sidste år havde skadestuen i Esbjerg nemlig 11 nytårsrelaterede skader, hvoraf tre var på børn. Og nu er to allerede kommet til skade i år.
"Det allerbedste råd er, at det er de voksne, der håndterer nytårskrudtet. Nytårskrudt er bestemt ikke legetøj. Det er rigtig farligt, hvis det bliver håndteret forkert. Det er generelt rigtig godt ikke at blande alkohol og fyrværkeri sammen. Det er en vildt dårlig cocktail. Selvom det kan være svært at undgå, så sker mange ulykker bare i den kompination," siger Christian Jørgensen til TV SYD.

Publiceret 30 December 2017 18:36

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV