38-årig bevæbnet kvinde amok:

Sparkede betjent i hovedet

 
Der var fuld blus på dramatikken på Tværvej i Solrød Strand lørdag aften. Hertil måtte politiet rykke ud, da et par skændtes højlydt på en parkeringsplads foran en restaurant, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Da patruljen kom frem mødte de en beruset, 38-årig kvinde fra Solrød Strand, som pludselig slog den ene politibetjent med en knyttet hånd. Under anholdelse af kvinden, lykkedes det hende at sparke den anden politibetjent i hovedet.

Endnu en patrulje kom til stedet, og betjentene blev tiltalt med diverse ukvemsord af kvinden, som i forbindelse med visitationen blev fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv, som hun havde gemt i strømpebukserne under kjolen.

Kvinden blev anbragt i detentionen i Roskilde sigtet for vold mod politiet, uanstændig tiltale af politiet samt overtrædelse af knivloven, inden blev løsladt søndag formiddag.

Senere vil hun høre nærmere, når sagerne mod hende skal afgøres, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 02 January 2018 10:44

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV