Det sidste billede af forsvunden mor:

"Hjælp os med at finde vores mor - og mit livs kærlighed"

Af
Af Daniel Sennek

 
Fredag den 29. december. Om formiddagen forlader Dorte Larsen sig hjem på Gemmas Allé 22 i Kastrup på Amager. Hun forlader hjemmet på den flisebealgte sti langs indkørslen, hvorefter hun drejer til højre. Hun går forbi naboen præcis klokken 10.23 - men det er også det sidste vi ved, for herefter forsvinder hun sporløst.
Siden har politi og civile ledt efter Dorte Larsen, der på fjerde døgn er forsvundet ud af Claus Larsen og deres fælles tre børns liv.
 

 
Da TV 2 talte med Dorte Larsens mand den 1. januar, kan han fortælle om en kone, mor og dagplejer, der er elsket af alle. De to har været sammen i 30 år - og har to piger og en dreng på 22, 18 og 14 år.
Deres ene datter er den, der ringer og fortæller, at mor ikke er kommet hjem fra en tur.
"Normalt ville hun højst gå en time. Jeg havde en mærkelig mavefornemmelse, da jeg kørte hjem," fortæller Claus Larsen TV 2.
Efter to timer ventetid kører han hjem for at finde hoved og hale i, hvad der foregår. Dorte Larsen er ikke hjemme - efterladt er kun en lille seddel: "Jeg er gået en tur. Du kan bare bruge bilen. Husk at lægge en nøgle ud. Mor."
Siden har mere end 200 lokale blandt andet ledt efter Dorte nytårsaftensdag, da Claus Larsen lagde dette på Facebook:
"Til info vedr Dorte har vi til morgen søgt på naturskolen og rundt ved Amagerhallen. Vi beder alle om jeres hjælp, da vi alle er dybt, dybt rystede. Please hjælp os med og finde Dorte Schjølin Larsen vores mor og mit livs kærlighed ?? Del - Del - Del"
Siden fredag den 29. december, hvor politiet reagerede med det samme på Claus Larsens alarmering, har politiet ledt med hunde og mandskab - kombineret med de frivilliges søgen. Men desværre endnu uden held. Politiets hundepatrulje fandt spor med det samme, men ved busstoppestedet ved Tårnby Torv forsvinder færten, da den bliver fortyndet imellem lugten fra alle de andre mennesker.
Politiet har tidligere beskrevet Dorte Larsen som værende "gået hjemmefra i nedtrykt tilstand. Men det er Claus Larsen ikke helt enig i.
"Det kommer an på, hvordan man ser på det. Nedtrykt sindstilstand: Det lyder jo, som om hun er på en eller andet voldsom form for medicin. Men hun har været ked af det og ikke haft det store overskud til hverken jul eller nytår.  Det hele skal helst være i orden. Alt skal være rent og pænt, og det hele skal spille. Og når det ikke gør det, så fungerer hendes verden ikke. Jeg har en fornemmelse af, at hun føler, at hun ikke har haft overskud til de her helligdage, og så er filmen knækket for hende," fortæller han til TV 2. 

Publiceret 02 January 2018 07:16

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV