Kaptajn misbrugte Forsvarets kreditkort:

Købte strip for 17.000 kroner

Retten i Roskilde har i dag idømt 51-årig kommandørkaptajn 60 dages betinget fængsel

 
En 51-årig mandlig ansat ved Forsvaret med titlen kommandørkaptajn er torsdag ved Retten i Roskilde kendt skyldig i mandatsvig, forsøg på bedrageri og pligtforsømmelse. Det skriver sn.dk.
Retten fandt det bevist, at manden fra Borup bevidst brugte Forsvarets kreditkort på en tur til Valetta på Malta, hvor han sammen med en gruppe officerer blandt andet gæstede en eksklusiv stripklub og formøblede i alt 17.000 kroner.
Selv nægter kommandørkaptajnen sig skyldig. Han mener, at han har været udsat for svindel på trods af, at han selv var i besiddelse af kortet, da han kom hjem fra Malta-turen. Ifølge sn.dk gjorde han indsigelse over for banken, da han kom hjem, men dommeren var alligevel ikke i tvivl om, at Forsvarets kort blev taget i brug af kommandørkaptajnen, fordi hans eget kreditkort var lukket på grund af overtræk.
Den 51-årige kommandørkaptajn blev idømt 60 dages betinget fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuelt anke af sagen.

Publiceret 11 January 2018 15:25

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV