Økologi og sundhed følges ad

Spiser vi meget økologisk, spiser vi også mere grønt og mindre kød. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som 1.500 danskere har deltaget i. Økologi og grøn kost hænger sammen, siger ekspert

Af
Af Susanne Sayers redaktionen@sondagsavisen.dk

Budskabet om at spise mindst 600 gram frugt og grønt – især grønt – hver dag har været en del af de officielle kostråd i årevis. Men selvom forbruget af grøntsager generelt er gået op, kniber det alligevel for mange at leve op til rådet. Det ser imidlertid ud til, at økologiske forbrugere i højere grad end andre lever op til kostrådenes anbefalinger om at spise groft og grønt, viser en dansk spørgeskemaundersøgelse, som netop er offentliggjort af ICROFS – Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer.

1.500 danskere har deltaget i undersøgelsen, som er en del af forskningsprojektet OrgHealth. Det undersøger sammenhængen mellem økologi og kostråd, og de foreløbige resultater tyder på, at når danskerne begynder at købe mere økologi, skruer de samtidig ned for kødforbruget.

Undersøgelsen viser blandt andet, at to ud af fem af de forbrugere, som de seneste to år har lagt flere økologiske varer i indkøbskurven, samtidig har spist mindre kød. Det gælder kun halvt så mange af de forbrugere, som ikke har købt mere økologi.

“Økologi og grøn kost hænger sammen,” siger centerleder Niels Halberg fra ICROFS.

“Vi kan se, at når andelen af økologi øges, så stiger forbruget af frugt og grønt, mens forbruget af kød går ned. Det gælder også i storkøkkener – for eksempel kan man se i Københavns Kommune, hvor cirka 90 procent af måltiderne i dag er økologiske, at der er mere grønt og mindre kød på menuen,” siger Niels Halberg.

Prisen motiverer

En af forklaringerne er priserne. Økologisk kød er dyrere end konventionelt, mens prisforskellen på frugt og grønt ikke er nær så stor. Priserne i sig selv motiverer til at skifte kød ud med grønt. Men ifølge undersøgelsen spiller forbrugernes bevidsthed om dyrevelfærd og kødets påvirkning af klimaet også ind.

Undersøgelsens resultater blev præsenteret i detaljer på et heldagsmøde 29. januar. De skal blandt andet danne baggrund for en vurdering af, om økologien kan være med til at få flere til at leve efter anbefalingerne i kostrådene.

Publiceret 04 March 2018 10:30

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV