Dagligvarer:

Disse varer er steget allermest siden 2015

Mælkepriserne har været stigende i flere år, og det kan mærkes ude i de danske supermarkeder

Af
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Det er blevet en hel del dyrere at få smør på brødet og mælk til kaffen.

Mælk er den dagligvare i Danmark, der er steget mest i pris siden 2015 – hele 28,6 procent er mælk med lavt fedtindhold steget, mens letmælk og sødmælk er steget med 23,4 procent. Prisstigningerne har også ramt smør, der er steget med 16,7 procent.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Spar Nord har indsamlet.

Og de prisstigninger er også slået igennem ude i butikkerne. Da Søndagsavisen indsamlede priser på letmælk i januar 2016, kostede den billigste liter letmælk 5,45 kroner. Det var steget til 7,95 kroner i januar 2018.

Prisen på butikkernes egne smørbare produkter – som dog ikke udelukkende består af smør – var steget fra 8,95 kroner i januar 2016 til 11,95 kroner i januar 2018.

“Det bunder i udbud og efterspørgsel. I starten af 2016 var priserne historisk lave. Der var rigtig meget mælk på markedet, fordi kvoterne for, hvor meget mælk en landmand må producere i EU, netop var afskaffet, samtidig med at Rusland boykottede al import fra Europa. Samtidig faldt Kinas import af mælkeprodukter. Der var simpelthen for meget mælk på markedet, og så falder priserne,” forklarer Niels Ole Nielsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Tager tid at vende

Men siden da er priserne steget støt.

“De lave priser betød jo så, at der var rigtig mange landmænd, som bukkede under, fordi de ikke kunne få forretningen til at løbe rundt. Så nu har vi haft et par år, hvor efterspørgslen har været større end den mængde mælk, der er på markedet, og så har vi igen set stigende priser,” forklarer Niels Ole Nielsen.

Hos Coop, der står bag butikskæderne Kvickly, Brugsen-kæderne, Fakta og Irma, peger man også på udbud og efterspørgsel som hovedårsagen til prisstigningerne.

“Der er og har været en kraftig efterspørgsel efter fedtholdige produkter som mælk og ost i Europa, hvilket øger prisen,” skriver Jens Juul Nielsen, kommunikationschef for Coop, i en mail.

Han mener, at det kan tage lidt tid, før situationen er tilbage til normalen.

“I forbindelse med en øget efterspørgsel vil der naturligt komme et under-udbud. Man kan ikke få en ko til at give mere mælk, og det tager 9-12 måneder at øge besætningen, så man kan efterkomme en større efterspørgsel,” skriver han.

Niels Ole Nielsen fra Landbrug & Fødevarer regner ikke med, at priserne stiger yderligere.

“Markedspriserne har været faldende i slutningen af 2017. Så hvis det udvikler sig herfra, er det nok nedad.”

Disse fødevarer er steget mest siden 2015

Mælk med lavt fedtindhold, frisk 28,6%
Mælk, frisk 23,4%
Olivenolie 22,4%
Tørrede, røgede eller saltede fisk og skaldyr 19,1%
Smør 16,7%
Chips mv. 13,8%
Fisk, fersk 11,3%
Frugt, frisk 10,3%
Salt, krydderier, krydderurter 10,2%
Margarine og andre vegetabilske fedtstoffer 9,9%

Kilde: Prisudvikling fra gennemsnitspris i 2015 og frem til i dag. 
Spar Nord, Danmarks Statistik

Publiceret 10 March 2018 09:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV