6-årige Samuels mor:

Kommunen har sovet i timen i sagen om Sorgenfriskolen

For Mia Dettmann har den seneste tid været en prøvelse, fordi hun ikke vidste, hvornår hendes 6-årige søn med autisme kunne starte på Sorgenfriskolen. Hun kritiserer kommunen for manglende information og slår et slag for en tidlig indsats

Af
Mikkel Brøgger Petersen

En juleaften kan for Samuel, der har Aspergers syndrom og ADHD, slutte, inden risalamanden kommer på bordet. For selv om julen er hjerternes fest, og juleaften som kulmination tænder julelys i øjnene på børn, forholder det sig anderledes, når man som Samuel har et stort behov for forudsigelighed, konkrete rammer og strukturer. Det fortæller hans mor Mia Dettmann til Det Grønne Område.

Den seneste tid har derfor været noget af en prøvelse for familien. Man fik et brev om, at Samuel var optaget på specialskolen Sorgenfriskolen, men uvisheden om, hvordan Lyngby-Taarbæk Kommune vil håndtere skolens pladsmangel, har holdt familien i et limbo, som har haft tydelige konsekvenser.

“Det er utroligt stressende ovenpå, at vi også har været igennem en udredning i december og januar, og nu skal man lære at være såkaldte diagnoseforældre og ligesom komme ud af skabet med det. Vi har kæmpet en årelang kamp for at få den udredning, og det har taget sit på vores familie. Vi havde dog ikke forventet, at vi så også skulle kæmpe om den plads i det specialtilbud, som han er visiteret til,” siger Mia Dettmann og tilføjer:

“Samuel har brug for at vide, hvad han skal lige om lidt, og hvornår han skal i skole. Det er ikke for meget at forlange i slutningen af april,” siger Mia Dettmann.

Kæden hoppede af

Når man spørger til, hvordan hun vil karakterisere kommunens ageren i sagen, siger hun tomgang.

“For nogle må da vide noget, og hvorfor sker der ikke noget? Det føles som om, at kæden er hoppet af et sted. Det er respektløst for denne gruppe børn, som ikke tåler at tabes på gulvet. Et par måneder for dette barn kan altså koste 10 gange så meget på genopretning senere hen,” siger Mia Dettmann, som også kritiserer kommunen for ikke at informere tilstrækkeligt om situationen.

“Vi har selv søgt information. Det eneste, jeg har modtaget, er en besked i min e-boks om, at Samuel er visiteret til Sorgenfriskolen i det kommende skoleår. Ingen startdato. Vi har været i dialog med skoleleder og forvaltning, og vi har kontaktet børne- og ungdomsudvalget. Det kan ikke være rigtigt, at det er os, der skal være opsøgende,” siger hun.

“Vi er ikke de eneste forældre, der sidder i denne situation. Man burde kalde os sammen eller fortælle, at man arbejder på sagen, og at der er udfordringer. Når man er familie med barn med særlige behov, så har man været igennem et langt forløb. Det har krævet mange ressourcer at kæmpe for dette skoletilbud, og vi er endda visiteret. Og så er det problematisk, at skolestart ikke ligger 1. maj,” siger hun.

Jo tidligere, jo bedre

Mia Dettmann undrer sig over, at kommunen nu alligevel har fundet plads på skolen, som et nyt løsningsforslag på det kommende udvalgsmøde lægger op til.

“Man sagde, at der ikke var fysisk plads, og nu er der. Men man går lidt på kompromis med det pædagogiske, for man putter flere børn ind på samme plads. Det har ellers været et argument, at det skulle man ikke, for disse børn kan have brug for at være afskærmet. Jeg glæder mig til at blive officielt informeret, og så har jeg stor tiltro til, at Sorgenfriskolen kan løfte opgaven, selv om jeg ikke synes, at de får de helt rigtige rammer,” siger Mia Dettmann,

Hun mener, at det er nødvendigt at tænke i en tidlig indsats for denne gruppe børn.

“Jo tidligere man sætter ind, jo bedre er prognosen. Jo før man får børn med særlige udfordringer ind i et specialiseret miljø, jo bedre muligheder er der for, at de klarer sig godt. Der er så mange børn, der sidder derhjemme, fordi det er crashet. Og det koster samfundet endnu mere, for der er også en forælder, der skal sidde hjemme med barnet. Så samfundsøkonomisk giver det god mening med en tidlig indsats,” siger hun.

Publiceret 25 April 2018 11:45

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV