Hvor meget strøm er tilbage?

Netop dette spørgsmål er for mange det kritiske ved at køre elbil. Men en undersøgelse blandt ejere at elbiler, viser faktisk, at noget andet er den største bekymring

Af
Af Kim Lesanner

Hvor meget strøm, der er tilbage, er faktisk ikke den største bekymring for ejere af elbiler. Den overvejende bekymring er mere om bilens software er tilstrækkeligt opdateret.

Det viser et forskningsresultat ved afdelingen for menneske/maskine-interaktion foretaget af DiCyPS, Center for Data-Intensive Cyber-Physical Systems i Aalborg. Undersøgelsen er en del af et projekt, der undersøger, hvordan software og data bedre kan indgå i vores hverdag. Studiet er det første af sin art herhjemme omkring, hvordan elbiler og den stigende grad af “forbundenhed” bliver brugt.

Michael K. Svangren har som Ph.D.-studerende studeret 13 husholdninger med elbiler, hvor formålet var at afdække, hvordan elbilejere reelt bruger bilen og interagerer med dens it på forskellige platforme såsom smartphone, tablet og pc, samt brugernes oplevelse af opdatering og opgradering af bilernes software, og oplevelsen af sikkerhed og privatliv.

”Vi blev overraskede over at se, at elbil-brugerne er gode til at planlægge opladning af bilen i hjemmet og oplever det at skulle lade undervejs som et planlagt frirum, hvor man kan tage en kop kaffe eller læse. For mange var det blot et spørgsmål om tilvænning og at tænke ruten forud. Generelt er elbilejerne glade og imponerede over, hvad deres elbiler kan - nogle ser endda bilerne som gadgets og lækker ny teknologi, andre er mere fornøjede over at være frontløbere på miljøsiden, hvad transport angår,” fortæller Michael Svangren.

Frontløberne

Og som konklusion:

”Vores studie viste, at elbilejere ikke er frelste evangelister, men derimod frontløbere i elbiler og blot nysgerrige brugere, der meget gerne interagerer med deres bil som en nyttig enhed i samspil med deres mobile enheder og internettets muligheder. De overkommer mange af de mest omtalte myter ved hjælp af disse muligheder. Vi ser frem til yderligere forskning på området,” siger Michael Svangren.

Bilerne i undersøgelsen omfattede fem Teslaer, seks Nissan Leaf, to e-Golf, en Renault Fluence og en Nissan e-NV, idet nogle husholdninger i undersøgelsen havde to elbiler.

Publiceret 24 May 2018 15:02

SENESTE TV