Foto:  Ritzau Foto/Polfoto/Khan Tario Mikkel
Foto: Ritzau Foto/Polfoto/Khan Tario Mikkel
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Over 60 procent af alle bandemedlemmer på kontanthjælp

Over 60 procent af landets bandemedlemmer kunne sidste år supplere deres kriminelle aktiviteter med kontanthjælp fra kommunen.

Det viser tal, som Radio24syv har aktindsigt i hos Rigspolitiet, der via SKAT nu kan oplyse, at 63 procent af de bandemedlemmer, som per. 1. maj 2017 var registreret i politiets særlige banderegister, modtog kontanthjælp i løbet af 2016.

Der er udelukkende tale om bandemedlemmer, og rockere er derfor sorteret fra i opgørelsen.

Helt præcist drejer det sig om 228 bandemedlemmer, som i løbet af sidste år hævede kontanthjælp hos kommunen, og ifølge Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen er det “vanvid”, at bandemedlemmer sideløbende med deres kriminelle aktiviteter kan modtage understøttelse.

Han foreslår derfor, at personer, der optræder i politiets banderegister, nægtes kontanthjælp.

“Vi foreslår fra Dansk Folkepartis side, at man indfører en regel i lovgivningen, som skærer det ud i pap, at hvis man er aktiv bandemedlem, så kan man ikke modtage eksempelvis kontanthjælp - det må være hovedreglen,” siger Martin Henriksen til Radio24syv og pointerer, at man skal miste kontanthjælpen alene, fordi man står opført i banderegistret.

Det fremgår ikke af tallene fra Rigspolitiet, hvor længe bandemedlemmerne har været på kontanthjælp, eller hvor meget de har fået udbetalt.

Derudover oplyser Rigspolitiet til Radio24syv, at der i 2016 også blev udbetalt SU til 47 bandemedlemmer samt dagpenge og pension til 31 personer.

Sammenlagt modtog 261 bandemedlemmer ud af de 358 personer, der 1. maj 2017 var registreret i banderegistret, én eller flere former for offentlig forsørgelse, hvilken svarer til næsten 73 procent.

Publiceret: 07. September 2017 10:25
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112