Pernille Strøm Øster og hendes familie har siden Jonas’ død samlet glasskår. Præsten pegede efter Jonas’ død på, at sorgen kan føles som glasskår, fordi noget, der var helt, er gået i stykker. Glasskår er hårde og skarpe. Men med tiden kan glasskår blive bløde og skarpe, for eksempel hvis de ligger på stranden og bliver slebet til at vandet. Foto: Mdt
Pernille Strøm Øster og hendes familie har siden Jonas’ død samlet glasskår. Præsten pegede efter Jonas’ død på, at sorgen kan føles som glasskår, fordi noget, der var helt, er gået i stykker. Glasskår er hårde og skarpe. Men med tiden kan glasskår blive bløde og skarpe, for eksempel hvis de ligger på stranden og bliver slebet til at vandet. Foto: Mdt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Pernille mistede sin lillebror i en togulykke: Nu bryder hun tabuet om sorg

'Jonas er død,' siger politiet. Han forklarer videre, mens min far tager sig til hovedet og manisk gentager: 'nejnejnejnej'. Jeg føler, at jeg bliver kastet tilbage gennem rummet. Hele min verden falder sammen om ørerne på mig. Jeg skriger.

22-årige Pernille Strøm Østers liv deler sig i dette sekund i et 'før' og et 'efter'. Et 'før' hendes lillebror Jonas døde - og et 'efter'. Hun beskriver i en ny bog sin sorg, efter at lillebroren natten mellem 29. og 30. august 2014 blev ramt af et tog nær Jagtvej i Hillerød.

LÆS OGSÅ: Ung mand dræbt på stedet ved tragisk ulykke

Bogen starter med at beskrive den nat. Hun var til sin sidste gymnasiefest og gjorde sig som glad, ung og nyslået student klar til et sabbatår med masser af oplevelser. Der var fuld fart på - og det hele skulle være vildt, højt og med smæk på. 16-årige Jonas var til samme gymnasiefest - hans første - som 1.g'er på Frederiksborg Gymnasium. Han var klar til de kommende tre år på gymnasiet, fest, farver, nye bekendtskaber og livet. Men natten endte altså med den tragiske ulykke, efter at Jonas var gået alene fra gymnasiet sandsynligvis på vej til en anden fest.

Jeg havde aldrig forladt dig der midt på dansegulvet, hvis jeg havde vidst, at det skulle blive sidste gang, jeg så dig i live,” skriver storesøsteren i bogen.

Det er voldsom læsning for mange, erkender hun, da lokalavisen Hillerød Posten møder hende i moderens hus i Ny Hammersholt, her tre år efter:

“Men det er ikke det samme for mig. For det kører rundt i mit hoved hver eneste dag. Jeg tænker på Jonas. Og på episoden hvor min far får at vide, at han er død. Det fylder helt vildt meget for mig, at jeg oplevede det splitsekund, hvor min forælder gik i stykker. Det er lige det sekund, hvor mit liv gik fra et 'før' og et 'efter'”.

På hospitalet nægter hun først at se sin lillebror.

“Hvis jeg ser ham, bliver det virkeligt. Sygeplejersker, politibetjente, psykologer vimser omkring os. Jeg kan huske mine forældres grå ansigter. Jeg husker min lillebrors gullige hud, da jeg ser ham første gang”.

Har ikke genlæst talen

Derefter fulgte planlægningen af Jonas' begravelse.

“Den skulle være perfekt for Jonas. Det holdt os alle tre i gang. Dagen endte også med at være perfekt. Der var så meget varme, kærlighed og omsorg. Det var en god dag,” tænker Pernille Strøm Øster tilbage.

LÆS OGSÅ: Togdræbte Jonas Øster blev mindet ved morgensamling

Storesøsteren har altid holdt meget af at tegne og skrive. Når det hele bliver for meget - lige før ballonen springer - skribler hun tankerne ned på sin telefon, på bagsiden af en kvittering, eller hvad hun nu lige har ved hånden. Og til begravelsen skrev hun selvfølgelig en tale. Den er også trykt i bogen, men Pernille Øster Strøm har faktisk ikke selv læst den siden begravelsen. Hun mailede den til forlaget uden at genlæse den.

“Dengang skulle ordene bare ud. Så den er skrevet som en kombination af, at jeg var helt slået ud, og at jeg så det som min sidste mulighed for at sige noget til Jonas. Så jeg har ikke været parat til at læse den igen. For hvad nu hvis der er noget, som jeg ikke fik med i talen?,” spørger hun retorisk.

Pernille Strøm Øster gik efter Jonas’ død lange ture, og det hjalp hende at være i naturen og bevæge sig. Foto: Mdt
Pernille Strøm Øster gik efter Jonas’ død lange ture, og det hjalp hende at være i naturen og bevæge sig. Foto: Mdt

En sløret tid

I talen kalder hun ulykken 'en kæmpe meteor', som slog ned i familiens perfekte liv. Hun kaldte sig 'verdens stolteste storesøster med verdens mest vidunderlige lillebror'. Men nu var han væk, og Pernille Strøm Øster måtte håndtere sorgen med masser af gåture og samtaler med psykologer, veninder, forældre og den daværende kæreste. Forældrene besøgte gravstedet hver dag, men det var ikke det, der fik Pernille Strøm Øster til at føle sig tættere på lillebroren. Hverdagen kørte videre, og hun startede igen i jobbet som lærervikar efter to uger.

“Tiden er sløret for mig. Det, jeg husker mest, er de dage, hvor jeg var ked af det og måtte ringe og sige, de skulle finde en afløser. Og så de dage, hvor det for alvor går op for mig, hvor svært det her kommer til at blive. Det er for eksempel den første jul,” fortæller hun.

I bogen beskriver hun også, hvordan julen aldrig mere bliver den perfekte tid, den var, efter at Jonas' plads nu er tom.

Jonas blev efter sin død mindet af kammerater og familie ved ulykkesstedet tilbage i 2014. Arkivfoto: John Jessen Hansen
Jonas blev efter sin død mindet af kammerater og familie ved ulykkesstedet tilbage i 2014. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Ældgammel af sind

Efter Jonas' død følte hun sig med ét ældgammel af sind. Hun havde ikke samme behov for vilde fester som sine venner, men havde mere brug for tryghed og ro omkring sig.

“Det er lidt, som hvis man placerede sin oldemor til en fest i et rum fyldt med 20-årige. Alle de ting, der før havde føltes så sjove, var nu meningsløse. Jeg følte mig - og kan stadig føle mig - alene, selvom jeg er omringet af 100 mennesker til en fest,” siger hun.

Men det er blevet bedre:

“Dengang følte jeg mig ældgammel hele tiden. Nu kan jeg stadig have dage, hvor jeg føler mig ung. Det er som et bakket landskab, som går op og ned. Lige nu er det mere stabilt, men der kan stadig komme dage, hvor jeg føler det, som om jeg befinder mig i dagene lige efter hans død,” siger hun.

Et halvt års tid efter Jonas' død tog hun på 'den obligatoriske' rygsækrejse, som så mange andre unge gør i deres sabbatår.

“Det var nogle gode måneder, men også rigtig hårde. Jeg havde ikke erkendt, at jeg ikke var den samme Pernille. Så når andre skulle ud at rejse, skulle jeg også ud at rejse. Men man glemmer, at det også er stressende at rejse. Man lever i en kuffert og skal planlægge tingene hele tiden. Det er ikke lige det, man ser billeder af på Instagram”.

Jonas blev ramt af et tog, efter han var gået fra en gymnasiefest. Arkivfoto: John Jessen Hansen
Jonas blev ramt af et tog, efter han var gået fra en gymnasiefest. Arkivfoto: John Jessen Hansen

“Mange er ensomme”

Et års tid efter hans død begyndte hun til sorggruppeaftener. Her gik det op for hende, at det er sjældent, at folk har så stærkt et netværk som hende.

“Mange er ensomme, og nogle har en omgangkreds, som bakker ud, når de rammes af sorg. Jeg havde et bagland, som støttede mig, men det var der mange andre, der ikke havde. Det gik op for mig, at jeg gerne vil hjælpe andre, som står i samme situation,” siger Pernille Strøm Øster.

Da hun blev kontaktet af et forlag, som kendte til hendes tekster, som hun blandt andet har delt på bloggen 'Tankestrøm og -streger' og på Facebook, gav det mening for hende at udgive en bog.

Den har taget et års tid at stykke sammen og indeholder både dagbogsnoter, billeder, skriblerier, tegninger, digte, en depressionstest, kollager og en gode råd fra unge, der har mistet. For ifølge forlaget Bolden, som udgiver bogen, mister næsten 1000 børn og unge en søskende hvert år. Mange af dem står tilbage med en afgrundsdyb sorg, og hvordan skal man egentlig forholde sig til det som omgangskreds?

“Jeg vil gerne være med til at bryde tabuet omkring sorg. Vi skal blive bedre til at snakke om sorg. Vi snakker om så mange følelser, men ikke om sorg, så både børn og voksne får et underligt forhold til det. Vi er bange for at sige noget forkert. Men så bliver man efterladt i en stilhed, som er 100 gange værre, end hvis nogen kommer til at sige noget lidt forkert. Man er jo ked af det, så der er intet, nogen kan sige, som kan såre en mere end det, der er sket,” siger hun og opfordrer alle til at være der for dem, der har mistet eller sørger og blive ved med at spørge ind til, hvordan de har det.

“Føler sig farlig”

Man skal turde se de sørgende i øjnene:

“Man føler sig som en elefant i et glasbur. Man føler sig farlig. For folk er bange for døden og bange for at blive kede af det. Men det er jo noget, som ingen af os kan komme uden om,” siger Pernille Strøm Øster, som kun få gange har oplevet, at folk, som så hende på gaden i Hillerød, 'pludselig' skulle ind i en butik eller kiggede ned, når de talte med hende.

Generelt har folk været gode til at være der for hende, og hun har også syntes, det var rigtig rart at snakke med andre, som kendte Jonas. Og nu kan alle altså få et helt personligt indblik i hendes sorg og livet som storesøster til en lillebror, der er død.

“De bøger, jeg fik dengang, var brune. Det havde jeg lyst til at bryde med. For sorg er brun og sort, men nogle gange bliver sorg også stillet op et piedestal og gjort til noget, som man kun forstår, hvis man selv har prøvet det. Sorg er ikke altid kun et sort hul, og bogen her er et ærligt indblik i sorgen med alle dens facetter,” siger hun.

Bogen 'Tankestrøm og -streger. Om min sorg' udgives 30. august.

Publiceret: 30. August 2017 01:12
Leveret af Lokalavisen
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112