Hjemløse:

Vi er andenrangsborgere

Af
Kim Ravn-Mortensen

”Min makker er faldet om”
”Er du sikker på, han ikke bare er fuld?
”Jeg ved sgu da godt, han er fuld – det er en af mine drukvenner. Men jeg plejer altså godt at vide, hvornår han skal falde om, og hvornår han ikke skal falde om. Og det er derfor jeg ringer 112.”
Ovenstående ordveksling er ifølge de hjemløses landsorganisation, Sand, klassisk, når en hjemløs ringer til Alarm 112 for at få hjælp.
”Vi har ikke talt på antallet, men de hjemløse tager det som en selvfølgelighed, at de ikke får den samme behandling som andre borgere. De føler sig forskelsbehandlet, og de får ikke den hjælp, de skal have, fordi de er hjemløse, fortæller Ask Svejstrup, der er sekretariatsleder i Sand.
Han fortæller, at hjemsløse i forvejen i overvejende grad ikke har de bedste minder fra møder med eksempelvis politiet, så der er aller, aller sidste udvej, når de ringer 112.
Sand er sammen med repræsentanter fra Blå Kors, Landsforeningen af Væresteder og foreningen Giv Din Hånd inviteret til møde med Region Hovedstadens Akutberedskab, Københavns Brandvæsen og Rigspolitiet den 4. marts for at finde løsninger på, hvorfor udsatte grupper i Danmark ofte føler, de ikke får en ordentlig behandling, når de ringer efter hjælp.

Tag nu ansvar

”Det er mangel på respekt for de mennesker, der ringer efter en ambulance – og så kommer den ikke. Det er også utilstedeligt, at de forskellige myndigheder tørrer den af på hinanden i stedet for at påtage sig ansvaret,” siger Ask Svejstrup og fortsætter:
”Og det følger jo fint i tråd med de seneste års politiske udmeldinger om, at der er nogle, som er værdige til hjælp og andre er det ikke.”
Ask Svejstrup glæder sig til mødet, som han tager tre forventninger med til:
”Vi forventer, at de ansvarlige flytter aben over på den anden skulder og ikke løber fra ansvaret, men tager det i stedet. Vi håber, at konklusionen bliver, at de hellere rykker ud én gang for meget end én gang for lidt. Og så vil vi gerne give myndighederne et mere nuanceret billede af de udsatte og hjemløse, for det er altså mennesker, der er rimeligt hårdføre – og de ringer altså ikke 112 for sjov, eller hvis de har fået en hudafskrabning.”

null

Publiceret 24 February 2014 15:46

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV