Frederik Løchte har spillet et hav af kampe og store turneringer. Men trods den store rutine kan det alligevel godt skabe lidt nervøsitet at træde ind på Wimbledons grønne bane.

Frederik Løchte har spillet et hav af kampe og store turneringer. Men trods den store rutine kan det alligevel godt skabe lidt nervøsitet at træde ind på Wimbledons grønne bane.

I farfars fodspor ved Wimbledon

Han har spillet i hundredvis af kampe som professionel tennisspiller. Alligevel var kampen i første runde af Wimbledons doubleturnering noget ganske særligt for Frederik Løchte Nielsen. Det var nemlig første gang i karrieren Lyngbyspilleren fik mulighed f

Af
Af Per Colstrup Vinkel

London

Øjnene flakker henover den lille tribune, der udgør den sparsomme tilskuerkulisse på bane 15, en af Wimbledonanlæggets mindste. Frederik Løchte Nielsen er minutter væk fra debut som spiller ved den turnering den 28-årige Lyngbyknægt har drømt om at spille med i, lige siden han som helt lille var med farfar i London. Lynhurtigt ser han, hvordan mange bekendte fra Danmark har fundet vej til kampen. Så for ikke at virke som en lalleglad dreng tager danskeren det traditionelle Wimbledonhåndklæde op foran munden for at skjule det smil der bare vokser og vokser. Et håndklæde der senere kommer til at spille en særlig rolle.
Smak, smak og smak. Serverne suser af sted fra Frederik Løchte Nielsens ketsjer der i løbet af kort tid sender ham og makker Jonathan Marray på 1-0 mod forhåndsfavoritterne, et spansk par. Udefra set ser danskeren afbalanceret og fokuseret ud, men mødet med et af karrierens helt store mål rumler godt og grundigt bag den blanke facade.
”Jeg var vildt nervøs lige da vi gik på banen. Jeg har det sådan, at jeg tit har valgt mere fornuftige turneringer fra, ganske enkelt fordi Wimbledon er noget særligt og noget jeg altid har prioriteret højt. Men pludselig at stå foran sin debut i hovedturneringen, og varme op dernede på banen, det var faktisk så specielt som jeg havde drømt om det ville være,” fortæller Frederik Løchte Nielsen.
I de snart 10 år Frederik Løchte Nielsen har levet livet som professionel tennisspiller har han flere gange forsøgt at spille sig til Wimbledon via en kvalifikationsturnering. Det er aldrig lykkedes, og det var derfor et såkaldt Wild Card der gav ham og makker Jonathan Marray adgang. En adgang der primært var grundet at Marray er britisk, men den helt særlige tradition ved Wimbledon har nok heller ikke talt mod Løchte Nielsens debut som Wimbledonspiller.

Genkendt som barnebarn

Er der en ting man ikke gør ved Wimbledon, så er det at glemme sine helte. Og selvom bedstefar Kurt Nielsens finaleplads i 1955 kan virke generationer væk for det uinteresserede øje, så kan barnet, Frederik Løchte Nielsens far Christian Kurt Nielsen fortælle historien om, hvorfor Wimbledon altid har ligget familien nært.
”Da jeg var her sidste gang med min far blev vi hentet i en af turneringens biler, det blev vi altid. Men da vi gik ind af porten kom der flere folk over til min gamle far og spurgte ”Er de ikke Kurt Nielsen?”. Det er jo helt vildt, at de kom over for at få en autograf af min gamle far, men det viser, hvordan Wimbledon er meget mere end tennisturnering. Og at jeg så i år bliver hentet i en turneringsbil fordi min søn spiller, det er jo bare helt fantastisk,” fortæller Christian Kurt Nielsen fra London, hvor han naturligvis følger sønnike på sidelinien.
Men det er nu ikke meget tennis Christian Kurt Nielsen får set denne torsdag eftermiddag i den bagende sol over det sydvestlige London. Med sin høretelefoner i ørerne og iphone i hånden vader han hvileløst op og ned af de smalle tilskuerstier der er eneste adskillelse mellem anlæggets mindre baner. Den nervøse fader er nok den tilskuer, der har set Frederik Løchte Nielsens doublekamp fra flest forskellige positioner. Og der er god grund til den faderlige bekymring. Kampens fire første sæt bliver nemlig ligeligt fordelt mellem de to par. Efter at have tabt det første, så vinder Løchte Nielsen og Marray de to næste, hvorefter de taber det fjerde. Det betyder de skal ud i et femte og afgørende sæt, vel at mærke et af den slags uden en såkaldt tie-break, hvilket i princippet kan gøre kampen uendelig, da man spiller til en af konstellationerne har to overskydende partier.

Frederiks Løchte og hans makker Jonathan Marray er kommet godt fra start i den prestigefulde turnering.

Frederiks Løchte og hans makker Jonathan Marray er kommet godt fra start i den prestigefulde turnering.

Drenget glæde ved spillet

At debutere i Wimbledon i en alder af 28 år er, uden af forklejne præstationen, ingen speciel ung alder. Men som med så mange andre ting her i livet, så har også tennisspillere forskellige udviklingskurver. Som juniorspiller var Frederik Løchte Nielsen talentfuld, men en stribe andre spillere stod foran i den kø af håbefulde talentspirer der drømte om en karriere på fuld tid indenfor sporten. Et heftigt temperament var ofte skyld i, at det der skulle være det store gennembrud i et junior DM til sidste endte i en skuffende exit i første runde.
”Min indstilling til tennis har egentlig ikke ændret sig siden jeg var helt lille, det er nok min mentalitet der har det. Jeg er født og opvokset ind i sporten og har altid haft det fantastisk omkring tennis og alt hvad det fører med sig. Med årene er det jo blevet mere seriøst, men glæden og legen er der stadig, hvis den ikke var det, så ville jeg ikke kunne leve det liv jeg gør i dag,” fortæller Frederik Løcte Nielsen.
Med en succesfuld civil karriere møder faderen til den nybagte Wimbledonspiller ofte interesserede, men også bekymrende spørgsmål på sønnens vegne. Ofte i retning af den manglende uddannelse, da det jo i mange kredse anses for at være en streng nødvendighed. Men selvom Christian Kurt Nielsen selv gik den ”almindelige” vej udenom elitesport, så kunne han ikke drømme om at forsøge at guide sønnen den samme vej.
”Frederik lever sin drøm ud i yderste potens. Når folk spørger mig, og det gør de tit, om jeg ikke er bekymret for ham, så kan jeg kun sige nej. Han gør det, han elsker hver eneste dag, så hvad mere kan jeg bede om,” spørger han retorisk. ”Han er denne rodløse type, der elsker livet som rejsende med en ny destination hver eneste uge, og det er nok også derfor han er blevet hængende i sporten, mens de danske kammerater er faldet fra i løbet af årene,” forklarer faderen.

Intens afslutning

Det femte sæt bringer Frederik Løchte Nielsens Wimbledonkamp nummer et ind i sin fjerde time. Men det slår på ingen måde Lyngbyspilleren ud af kurs. Efter nedturen i det fjerde bringer kreativitet, finesse og overblik danskeren og makker Marray tilbage i kampen. Mens de to spaniere spiller tungt, hårdt og en smule forudsigeligt, så tænker særligt Løchte Nielsen tennis. Det er langtfra fart der er afgørende i doublespillet, et faktum den dansk/britiske konstellation har forstået. I femte sæt afvæbner de den spanske armada med lækre vinklede bolde, overraskende netangreb og ikke mindst indbyrdes forståelse, som hvis de havde spillet sammen i årevis.
”Vi (Marray og Nielsen red.) er rigtig gode venner udenfor banen. Det er ikke en nødvendighed i double, men i vores tilfælde hjælper det os helt vildt. Selvom det er seriøst, så er double også en form for et socialt spil. Er der en god stemning mellem et par, så er det lettere at løfte sig til et højere niveau,” forklarer Frederik Løchte Nielsen.
Og netop det niveau må siges at have indfundet sig med en sejr på 7-5 i femte og afgørende sæt. En sejr der ikke alene giver penge, prestige og præmiepoint i rigelige mængder ind på danskerens konto. Der var også historien med det legendariske håndklæde fra Wimbledon. En souvenir mange debutanter planlægger at beholde, men som mange faktisk må se forsvinde lige for øjnene af dem.
”Jeg havde snakket med et par af mine kammerater som fortalte, at bolddrengene godt kunne være ret hurtige til at tage det, så jeg var snu at smide det ned i min taske inden det sidste parti,” sagde Løchte Nielsen i minutterne efter sejren, der i særlig grad lunede efter et forår plaget af skader og sygdom.
”Det er så fedt, det er som en drøm at være her på Wimbledon, og så at vinde, det er helt fantastisk, uden tvivl noget af det fedeste jeg har oplevet i min karriere,” lød kommentaren fra en jublende glad dansker i London, der dermed samtidig kunne sætte farmands nervesystem i ro.
”Frederik spiller så mange turneringer, men at det lige er Wimbledon, han klarer sig godt i betyder selvfølgelig noget særligt, fordi min egen far (Kurt Nielsen red.) var i finalen her to gange. Jeg er sikker på, at hvis min far havde levet i dag, så ville han have løbet rundt og pavestolt fortalt om at hans barnebarn havde vundet i første runde, der var en helt særlig forbindelse mellem de to,” lød det fra en rørt far Christian Kurt Nielsen.
Og eventyret fortsatte. I anden runde af turneringen lykkedes det på ny at overraske. Frederik Løchte Nielsen og makker skulle kun bruge tre sæt til at besejre Ivo Karlovic og Frank Moser. Dermed vil Lyngbydrengens første deltagelse ved Wimbledon strække sig helt ind i anden uge.

Publiceret 03 July 2012 10:00