Åge forlænger frem til 2020

DBU og landstræner Åge Hareide er blevet enige om at fortsætte det gode samarbejde tre år mere

 
Der er ro på trænerposten på det danske landshold yderligere tre år. Det står fast, efter et kort møde mellem DBU og landstræner Åge Hareide, som blev hurtigt blev enige om at forlænge kontrakten frem til EM-slutrunden 2020.
Og netop fokus på EM-slutrunden var den primære årsag.
”Vi kan allerede nu se, at Åge Hareide har taget dette hold et kæmpe skridt, og vi tror fuldt og fast på, at han er den rigtige til også at tage det næste store skridt, der kan sikre os deltagelse i EM-slutrunden i 2020, som jo også foregår i Danmark,” siger DBU's elitechef, Kim Hallberg.
Selvom Hareide primært har fokus på de to kampe mod Irland i disse dage, glæder han sig ligeledes over, at arbejdet med truppen fortsætter efter VM-slutrunden i Rusland.
 ”Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne ville fortsætte, og da DBU har det på samme måde, så var det jo ikke en svær beslutning for nogen af os at give hinanden hånden på, at vi fortsætter det arbejder, som er startet. Det er fantastisk at arbejde med disse drenge og staben omkring holdet. Vi er allerede kommet et stykke vej, men jeg er sikker på, at vi kan komme endnu længere, så derfor er jeg glad for, at vi fortsætter frem til 2020,” siger den danske landstræner.

Publiceret 31 October 2017 14:11

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Lokalavisen
SENESTE TV