Borgmester i brev til Wozniacki:

Kom hjem og besøg os

Ole Bondo Christensen har sendt et brev til tennisstjernen Caroline Wozniacki med en invitation til et besøg i sin hjemby

Af
Helene Stolle

Det var en rørt Caroline Wozniacki, der forleden dag i Australien endelig kunne løfte et grandslam-trofæ. Rundt om i verden var tilskuere og tennisentusiaster mindst lige så rørt over at opleve tennisstjernens glæde ved dels sejren, dels at have kæmpet sig tilbage som nummer ét på verdensranglisten og dermed også i den grad at have lukket munden på de mange medier, der gennem de seneste år har ment, at Wozniacki var færdig.

I Furesø er der også glæde over Wozniackis triumf, og borgmester Ole Bondo Christensen har et ønske og et håb om, at få Wozniacki til at vende hjem til Farum på et besøg, hvor især hendes fightervilje skal fejres og bruges som inspiration for de mange unge talenter, der er i kommunen.

“Kære Caroline. I din hjemby, Farum, og i hele Furesø Kommune er vi meget stolte af dine store resultater på tennisbanen. Siden lørdagens sejr i Australian Open har du været det helt store samtaleemne blandt unge som ældre her i Furesø. Kæmpe tillykke”, skriver Ole Bondo Christensen i en åben invitation til tennisstjernen

“Fra din tid i Farum har du sat dig mærkbare indtryk. På den gamle Stenvadskole (nu Lyngholm). På Marie Kruse Gymnasium. I Farum Tennisklub og i Farum Arena, hvor du jo for ikke så mange år siden vandt flere WTA-turneringer. Du har vist, hvordan man kan lykkes med at nå sine mål uden samtidig at miste jordforbindelsen. Vi vil derfor meget gerne invitere dig på et besøg i Furesø. Midt i alt glamouren og festivitassen glemmer medier af og til, at det, der betyder noget, er de mennesker og fælleskaber, man er rundet af. Vores invitation handler derfor ikke så meget om rød løber, pandekager og champagne, men om at fejre det lange seje træk, der ligger bag et dygtigt idrætstalent. Fra talentet tændes i barndommen til de seje – og sjove – træninger. Og til sidst til succesen på banen”, står der i invitationen.

Sådan så det ud, da Wozniacki tog sig af sejren i WTA-turneringen i Farum tilbage i 2012. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Sådan så det ud, da Wozniacki tog sig af sejren i WTA-turneringen i Farum tilbage i 2012. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Wozniacki tilbage i Farum Arena 2012. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Wozniacki tilbage i Farum Arena 2012. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Publiceret 01 February 2018 09:39

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV