Det var her, ved Retten i Lyngby, at der i sidste uge faldt dom i tre af sagerne om sexvideoen, der er blevet delt igen og igen.
Det var her, ved Retten i Lyngby, at der i sidste uge faldt dom i tre af sagerne om sexvideoen, der er blevet delt igen og igen.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tiltalt for at dele børneporno: “Jeg skænkede det vitterligt aldrig en tanke”

286 unge fra Nordsjælland er sigtede for at have delt eller spurgt efter en sexvideo på facebook. I sidste uge faldt der dom i tre prøvesager ved Retten i Lyngby

40 dage. 10. 20. Tre unge nordsjællandske mænd blev alle idømt betingede fængselsstraffe i sidste uge.

Det skete i forbindelse med den såkaldte Umbrella-sag, hvor omkring 1.000 danske unge er sigtet for distribution af børneporno, fordi de enten har delt eller spurgt efter en bestemt video, hvor en gruppe 15-årige befinder sig i voldsomme seksuelle situationer.

286 af de sigtede kommer fra Nordsjælland, og derfor bringes en række prøvesager for Retten i Lyngby.

De tiltalte ved prøvesagerne er tilfældigt udvalgte, og meningen er, at disse sager skal lægge en kurs for, hvordan strafniveauet fremover kommer til at se ud, når det gælder deling af billeder og film med seksuelt krænkende indhold.

Tirsdag den 6. februar sad en 22-årig mand i vidneskranken. Tilbage i september 2015 modtog han sexvideon af en klassekammerat og sendte den videre til syv af sine venner via Facebook Messenger.

“Videoen blev spredt som en steppebrand,” fortalte den 22-årige i retten.

“Jeg ser den og bliver ret chokeret, tror jeg,” fortsatte han og uddybede, at de andre i skolen sagde, at pigen, der medvirkede i den 56 sekunders lange film ville være den nye danske pornostjerne, og derfor ville hun gerne skabe så meget opmærksomhed om sig selv som muligt.

“Jeg gik ud fra, at det var rigtigt og tænkte ikke mere over det,” sagde den 22-årige.

Til spørgsmålet om, hvorfor han sendte den videre, forklarede han blandt andet, at han syntes indholdet var bizart og gerne ville høre sine venners mening.

“Tænkte du over, hvor gammel hun var?” spurgte anklager Bente Schnack.

“Under ingen omstændigheder. Jeg havde jo hørt, at hun ville være den nye pornostjerne, og at hun var gået med til det og havde fået penge for det. Så jeg tænkte ikke over, at der var noget galt.”

“Syntes du ikke, de så unge ud?” fortsatte Schnack.

“Jeg husker videoen som meget sløret,” sagde den tiltalte og blev dernæst spurgt, om han havde gjort noget for at undersøge, om de unge, der ses på filmen var under 18 år.

“Nej. Jeg skænkede det vitterligt aldrig en tanke.”

Over eller under 18?

Hvorvidt det kan ses på videoen, at de medvirkende er mindreårige, er et omdrejningspunkt i alle prøvesagerne, da det er afgørende for, om de tiltalte kan dømmes for distribution af børneporno.

“Jeg havde aldrig nogensinde sendt filmen videre, hvis jeg havde vidst, hvad der foregik. Aldrig nogensinde,” sagde den 22-årige.

Retten mente dog, at der var grund til at antage, at han havde haft en formodning om det, og derfor fik han en dom på ti dages betinget fængsel.

Det samme gjaldt de to andre tiltalte. Mandag den 5. februar blev en 19-årig idømt 40 dages betinget fængsel for at have delt videoen med 34 andre, og dagen efter fik en 17-årig 20 dages betinget fængsel for at have sendt den til 16 personer.

“Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi får sendt et signal til den her generation af unge mennesker om, at der skal gøres op med denne her delekultur, de er en del af, hvor den slags materiale sendes rundt,” sagde anklager Bente Schnack til Villabyerne, da tirsdagens to retssager var overstået.

Også i Randers var en ung mand for retten i sidste uge. Han fik 30 dages betinget fængsel, og pigen fra videoen blev tilkendt 10.000 kr. i godtgørelse.

I alle de afgjorte prøvesager argumenterede anklagemyndigheden for højere straffe, mens forsvarerne ønskede frifindelse. Retten i Lyngby valgte ikke at tage stilling til erstatning.

“Vi kommer til at rejse erstatningskrav i alle sager, og så må vi se, hvad det samlede udfald bliver,” lød det fra bistandsadvokat Miriam Michaelsen, der repræsenterer den unge kvinde, som ses i videoen, der blev optaget tilbage i foråret 2015 og siden delt uden hendes samtykke.

Operation Umbrella

Sagen begynder, da Facebook modtager rapporter om, at to videosekvenser og et billede med seksuelt materiale med personer under 18 år bliver delt hyppigt blandt unge på chat-platformen Messenger. Delingerne foregår frem til efteråret 2017. Facebook adviserer de amerikanske myndigheder, som virksomheden er forpligtet til. Herefter går oplysningerne via Europol til dansk politi, som indleder sagen under navnet Umbrella.

Sagen er forankret hos Nordsjællands Politi, der har arbejdet tæt sammen med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og det Nationale Cyber Crime Center (NC3). Sammen har de koordineret indsatsen, der strækker sig over 11 ud af de 12 politikredse samt Grønland.

Straffen for at overtræde § 235 kan være hård. Anklageren vil i hver enkelt sag vurdere, hvilken straf man vil gå efter. Kendes man skyldig i overtrædelse af § 235, så kommer det til at fremgå af børneattesten og kan komme til at stå på straffeattesten.

Får du en notering på børneattesten, står den der i mindst 10 år. Det betyder, at du ikke kan få job i en børnehave eller blive fodboldtræner. Hvis amerikanske myndigheder får oplysninger om forholdet, kan det også betyde problemer i forbindelse med indrejse i USA.

Publiceret: 13. Februar 2018 09:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt