540.000 tons mad bliver årligt kasseret i Danmark. Du og jeg står alene for de 237.000 tons.
540.000 tons mad bliver årligt kasseret i Danmark. Du og jeg står alene for de 237.000 tons.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vi smider mad til 1 mio. mennesker ud

Omfanget af madspild er enormt. Hver dag smider vi danskere mad ud, der kunne bespise 1 mio. mennesker

Af Betina Skjønnemand

540.000 tons. Så meget mad kasseres der alene i Danmark på årsbasis. De danske husholdninger - altså dig og mig - smider årligt ca. 237.000 tons mad i skraldespanden. Mad, der vel at mærke sagtens kunne spises.

Det enorme madspild har selvfølgelige en pris. For husholdningerne anslås prisen at løbe op i 16 mia. kr. på årsbasis. Men madspild har ikke kun en økonomisk pris. Det koster også for samfundet, klimaet og samvittigheden.

Selina Juul startede i 2008 foreningen Stop Spild af Mad. Dannelsen af foreningen var kulminationen på mange års frustrationer over vores ødselhed og ligegyldighed.

“Jeg er oprindeligt fra Rusland, og jeg har levet under kommunismen, hvor jeg nogle gange oplevede fødevaremangel. Derfor var det virkelig et chok for mig at komme til Danmark, hvor folk uden at blinke smed madpakken i skraldespanden, når der var noget andet, der bød sig. Jeg var frustreret over det i mange år, indtil jeg tog mig sammen til at gøre noget ved det i 2008”, fortæller Selina Juul.

Hun startede ud med en Facebookside, og støtten voksede hurtigt. Et par måneder efter henvendte butikskæden Rema 1000 sig, og støttede op omkring kampen mod madspild.

Hun har siden da oplevet en stadig stigende støtte til foreningen, både fra befolkningen, restauranter, dagligvarerbutikker og politikere. Og hun føler, vi er på rette vej.

“Der var en undersøgelse for nylig, der viste, at hver anden dansker har mindsket sit madspild i forhold til for fem-seks år siden. Så det går da fremad”, lyder det fra Selina Juul.

Hun oplever ikke alene, at interessen for at bekæmpe madspild er voksende i Danmark. Også internationalt er tendensen, at det store madspild skal begrænses.

“Vi er i gang både på EU-niveau og i FN-regi”, fortæller hun.

De bedste argumenter

Selina Juul har alle de gode argumenter klar, hvis hun skal overbevise nogen om, at madspild er tåbeligt.

“Vi smider alle mad ud, der svarer til hver femte indkøbsvogn, vi fylder i supermarkedet. Det koster os både tid og penge, og så er det et kæmpespild af resurser. Det må da være de bedste argumenter”, slutter hun.

Publiceret: 22. Oktober 2014 09:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt