Eksplosion og brand i Stjær
Arkivfoto: Husets 87-årige beboer blev fundet død i murbrokkerne.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Virksomhed får 20.000 kroner i bøde efter eksplosion og dødsfald i Stjær

 

Sydøstjyllands Politi oplyser, at man efter lang tids efterforskning af en eksplosion og dødsfald i Stjær har besluttet at give en bøde på 20.000 kroner til en virksomhed.

Den 29. september 2016 skete der en eksplosion i et mindre byhus i landsbyen Stjær vest for Aarhus, hvor en 87-årig kvinde mistede livet. Som følge af eksplosionen opstod der brand i resterne af huset, og der skete skader på flere huse omkring adressen. To andre beboelser var så beskadiget af eksplosionen, at familierne måtte genhuses.

Politiets efterforskning af sagen, der blandt andet har omfattet indhentelse af erklæringer og udtalelser fra eksperter og myndigheder, er nu afsluttet, og Anklagemyndigheden har vurderet, at den virksomhed, som har ført naturgasstikledningen på stedet har overtrådt lov om gasinstallationer og gasmateriel samt lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel.

LÆS OGSÅ: Eksplosion skyldes læk fra gasledning

Det er Anklagemyndighedens opfattelse, at virksomheden i forbindelse med nedlægningen af naturgasstikledningen den 10. august 2016 ikke havde sørget for at identificere samtlige ledninger, der allerede lå i jorden. Derved blev stikledningen ikke placeret i en tilpas afstand fra dem, og som følge af opvarmning fra et krydsende højspændingskabel brændte der efterfølgende hul i den nyanlagte naturgasstikledning under huset, hvorefter der strømmede gas ud.

Virksomheden har fået tilsendt bøden på 20.000 kroner. Hvis bøden ikke bliver betalt, vil sagen blive sendt til retten.

 -jr

 

Publiceret: 27. Oktober 2017 08:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112