Drenge anholdt for tankrøveri

To drenge på 15 og 18 år bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør efter tirsdagens knivrøveri mod Shell i Slangerupgade

Af
Tim Panduro

Gode video-billeder fra et overvågningskamera og tilsvarende godt lokalkendskab hos en betjent fra Hillerød førte onsdag eftermiddag til, at en 15-årig dreng fra Hammersholt-området blev anholdt. Anholdelsen fandt sted klokken 15.35 - dagen efter at han angiveligt klokken 22 begik et knivrøveri mod Shell på Slangerupgade 62. "Da vi så båndene igennem, var der en af vore folk, der straks kunne sige, hvilken personkreds vi skulle søge i, og derfor kunne vi hurtigt skride til anholdelse. Vi var dog også klar over, at den 15-årige næppe var alene om røveriet", siger vicepolitikommissær Keld Olesen fra Hillerød Politi. Det førte til, at en 18-årig dreng fra samme gruppering blev anholdt klokken 21.39. De to drenge bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag. Ifølge Keld Olesen er der mistanke om, at flere er på fri fod. Ifølge Hillerød Postens oplysninger tilhører de to drenge den gruppering, der i 2008 stod bag en del uro i Hammersholt-området. Læs mere senere.

Publiceret 08 January 2009 10:00