Arkivfoto

Arkivfoto

Flugtfange er pist væk

Politiet leder stadig efter den 23-årig fange, der torsdag eftermiddag stak af fra to betjente i Hillerød

Af
Martin Warming

Martin Warming

Den 23-årige algeriske mand, der tidligere på dagen stak af fra to betjente i forbindelse med et retsmøde ved Retten i Hillerød, er som sunket i jorden.
På trods af en intensiv eftersøgning på blandt andet S-togsstationer er det endnu ikke lykkedes politiet at finde manden, der sad varetægtsfængslet for overtrædelse af udlændingeloven og stod til udvisning af landet.
"Vi har ikke rigtig noget at gå efter. Manden har ikke noget familie her i landet, så vi ved ikke, hvor han vil søge hen, men vi skal nok få fat i ham på et eller andet tidspunkt," lyder det fra vagtchef Søren Greve fra Nordsjællands Politi.
De nærmere omstændigheder omkring selve flugten er stadig lidt uklare. "Jeg ved endnu ikke, om det var i forbindelse med selve retsmødet, eller om det var på vej til eller fra retten, han stak af fra de to betjente," fortæller pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.
Den 23-årige fange beskrives som 170 centimeter høj og kraftig af bygning. Han har sort, kruset hår og han var iført en sort kasket, mørke nylonbukser og en mørk jakke eller overdel.
Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.

null

Publiceret 08 January 2009 16:00