Shiva (th) kan snart lege med sine venner igen. Privatfoto.

Shiva (th) kan snart lege med sine venner igen. Privatfoto.

Lykkelig muskelhundeejer:

Politiet opgiver aflivning

Muskelhunden Shiva, der var mistænkt for at være delvis pitbull, er frikendt og kommer hjem til sin ejer

Af
Jesper Lundh

"Jeg er helt oppe at flyve. Det her er virkelig fedt!"
Jakob Ditlev Petersen er netop blevet ringet op af Nordsjællands Politi, som er indstillet på at give ham hans muskelhund tilbage. Shiva, som hunden hedder, har ifølge Jakob Ditlev Petersen siddet i internat i fem-seks uger, fordi hun er søster til kamphunden Ice fra Birkerød, der har dræbt to katte og en kanin.
Politiet mente, at både Ice og Shiva havde ulovligt pitbull-blod i årerne, men efter at have undersøgt sagen grundigere har politiet opgivet at få hundene aflivet med den begrundelse, og derfor bliver Shiva - som intet ulovligt eller blodigt har begået - sat fri. Sandsynligvis på onsdag.
"De har kørt nogle test på hende, og de har ikke fundet tilstrækkeligt bevis for, at hun er pitbull. Så jeg får lov til at hente hende om en dage eller to," fortæller Jakob Ditlev Petersen til Lokalavisen.dk.
Han vurderer, at netop Lokalavisen.dks dækning af sagen har været med til at sætte skub i tingene - og dermed været medvirkende til, at hun nu kan komme hjem til sin ejer.
"Jeg tror, det er derfor, der er sket noget i sagen. Det var jo ikke lang tid efter at jeg talte med Lokalavisen.dk, at der skete noget," siger han.

Hvem skal betale

Tilbage står nu spørgsmålet om, hvem der skal betale for Shivas lange ophold på internatet. Ifølge Jakob Ditlev Petersen risikerer han at hænge på en del af regningen, selvom hunden er blevet tilbageholdt uden grund.
"Det er jo ikke min skyld, at de har taget hunden. Det er jo politiet, der ikke har gjoet deres arbejde ved at chiptjekke min hund. Så jeg synes, de skal hæfte for regningen," siger Jakob Ditlev Petersen.

Shiva har intet ulovligt eller blodigt gjort - og nu kommer hun også hjem til sin ejer.

Shiva har intet ulovligt eller blodigt gjort - og nu kommer hun også hjem til sin ejer.

Chippet

Han har allerede fra starten gjort opmærksom på at hunden ikke er ulovlig og at den i øvrigt er registreret og chippet hos en dyrlæge. Men selv om det skulle ende med en regning, piver hundeejeren ikke.
"Hvis de ikke vil betale, så betaler jeg selv. Jeg vil bare gerne have min hund tilbage. Det er det vigtigste," siger han til Lokalavisen.dk
Han er nu meget spændt på, om Shiva har ændret sig af de mange dage og nætter i internatet.
"Jeg frygter, at hun er blevet lidt vild af det, men nu tager vi det stille og roligt. Nu skal jeg have hende hjemme i en måned, hvor vi rigtigt skal hygge os, og så må jeg se, hvad hun er blevet for en hund," siger han.

Ingen test

Hos Nordsjællands Politi bekræfter jurist Stefan Kobbernagel, at Shiva er på vej hjem.
"Årsagen er, at de dyrlæger, der er anerkendt af Justitsministeriet og politiet har skønnnet, at de ikke kan fastlægge om det er en blanding med ulovlig pitbull i blodet. Der findes ingen godkendte test, hvor man med sikkerhed kan fastlægge om hundene er delvist pitbull. Og det er ikke muligt at se på øjemål," siger Stefan Kobbernagel til Lokalavisen.dk.
"Det er første gang, vi sidder med det problem og det er derfor noget, der skal undersøges fra bunden," siger han og understreger, at politiet naturligvis er nødt til at have sikre beviser for det ulovlige blod, før de kan aflive hunden.
Ikke engang en DNA-prøve kan ifølge Stefan Kobbernagel afsløre de farlige racer.
"Hvis det kunne det, ville det være fremgangsmåden," siger han.

null

Publiceret 08 June 2009 16:00