Web-tv:

Påsat brand få meter fra skolebygning

Røgen kunne ses flere kilometer væk, da en påsat brand tirsdag aften hærgede et legehus på Tibberupskolen i Espergærde

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det kunne være gået helt galt, da en formentlig påsat brand tirsdag aften ved 22-tiden hærgede et stort legehus i en skolegård på Tibberupskolen i Espergærde.
Legehuset udbrændte totalt, og det kunne også meget let være gået ud over selve skolebygningen, der ligger blot få meter fra det nu forkullede legehus.

"Der er hverken trukket strøm eller noget andet ud til legehuset, og sådan en brand opstår jo ikke bare af sig selv. Så på nuværende tidspunkt formoder vi, at branden er påsat," fortæller politiets indsatsleder på stedet Laurtis Paulsen til Lokalavisen.dk.

Politiets brandteknikere skal formentlig undersøge brandstedet nærmere i løbet af onsdagen for at få et overblik over, hvordan branden er opstået, oplyser indsatslederen.

Røgen fra branden kunne på et tidspunkt ses flere kilometer væk, men brandfolk fra Nordsjællands Brandvæsen fik heldigvis styr på flammerne, inden de nåede at brede sig til skolebygningen - og udover et par smadrede vinduer i skolens SFO-ordning, der ikke kunne modstå de ekstreme varmegrader fra branden, og lidt maling, der boblede op, slap skolen uden skader.

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Publiceret 17 June 2009 10:12