Obduktion:

Pige døde af tørst

Retsmedicinere har nu slået fast, at den etårige pige, der blev glemt i en bil i går og døde, afgik ved døden på grund af tørst og og hedeslag

Af
Jesper Lundh

Politiets foreløbige undersøgelser viser, at den etårige pige, der i går blev glemt af sin far i en bil og efterfølgende fundet død, led en grusom og uværdig død. Ifølge obduktionsrapporten døde pigen af et hedeslag.
"Resultatet af obduktionen viser, at hun er død af overophedning og væskemangel - med andre ord af et hedeslag simpelthen," lyder det fra vicepolitiinspektør Flemming Poulsen fra Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.
Samtidig slås det fast, at pigen ikke har nogen kranielæsioner eller på anden måde er blevet udsat for vold inden sin endelige død, som formentlig indtraf mellem kl. 12.30, hvor et vidne - formentligt en medarbejder hos NNIT - så hende i live og 15.30, hvor faderen fandt hende.
Bilen var sort
Pigen sad i en barnestol på bagsædet af forældrenes sorte bil, der stod på faderens arbejdsplads' parkeringsareal - midt i solen uden nogen former for skygge. I denne sammenhæng er farven på bilen helt væsentligt, fordi det gør ophedningen af bilen endnu mere voldsom.
"Jeg kan ikke sige, hvor meget forskel, det gør, men det er i hvert fald ikke godt. Det har gjort det endnu mere barskt. Og ja, bilen stod i solen hele dagen," siger Flemming Poulsen.
Kæmpede for livet
Han forklarer også, at pigen har formået at kæmpe sig ud af barnestolen for til sidst at give op og ende på bunden af bilen.
"Hun har haft det slemt. Ja, hun har kæmpet for livet, så derfor er det nok lykkedes hende at komme fri af stolen. Og hun bliver så fundet på gulvet af bilen mellem forsædet og bagsædet."
Ingen stress hos faderen
Ifølge vicepolitiinspektøren har faderen ikke givet udtryk for, at han efterlod barnet fordi han eventuelt var meget stresset.
"Nej, det melder historien ikke noget om," fastslår Flemming Poulsen.

null

Publiceret 26 June 2009 16:08