Politi efterlyser vidner til voldtægtsforsøg på festival

Lørdag kl. 22 blev en 39-årig kvinde forsøgt voldtaget på Skanderborg Festivalen. Kvinden havde været på baren, Denmarks Smukkeste Bagindgang, som ligger over for Sølund-indgangen, da hun gik til toiletskuerne, som ligger over for baren. En cirka 40-årig mand, som hun flere gange havde takket nej til at danse med på baren, fulgte efter hende og forsøgte endnu engang at gøre tilnærmelser til hende. Dem afviste hun. Da en yngre kvinde går forbi manden og den 39-årige kvinde, tager manden den yngre kvinde på brysterne. Det får den 39-årige kvinde til at sige, at manden skal opføre sig ordentligt, hvorefter den 39-årige kvinde går ind i toiletskuret. Da kvinden kommer ud fra toilettet venter manden på hende med en knust flaske, som han holder op mod hendes hals og fortæller hende, at hun har ydmyget ham, fordi hun ikke ville danse med ham. Det lykkes manden at trække kvinden om bag toiletskuret, hvor han vælter hende omkuld og ridser hende med flasken. Da manden er ved at løsne sine bukser, skriger kvinden om hjælp, og der kommer folk til, hvilket får manden til at flygte.
Manden, som er cirka 40 år, har kort mørkt hår og er cirka 175 cm høj. Han var iført en småternet blå skjorte og cowboybukser. Politiet vil gerne i kontakt med de mennesker, som hjalp den 39-årige kvinde, kvinden, som manden tog på brysterne eller andre, som kan have set noget, der kan være til hjælp for efterforskningen.

Publiceret 09 August 2009 10:33