Arkivfoto

Arkivfoto

21-årig mand følte sig bortført

21-årig mand kørt ud i industrikvarter og tæsket

Af
Martin Warming

Martin Warming

En 21-årig mand fra Hillerød ringede mandag aften til politiet og fortalte, at han kort forinden var blevet bortført af to mænd på en tankstation i Lynge. Ifølge den 21-årige mand havde de to bortførere kørt ham til et industrikvarter i Farum, hvor de havde hevet ham ud af bilen og tæsket ham.

Det viste sig dog senere på aftenen, at mandens historie ikke var helt så dramatisk, som han havde givet udtryk for, fortæller vicepolitikommissær Keld Olesen fra Nordsjællands Politi.

"Vi fandt hurtigt ud af, at de tre mænd kender hinanden i forvejen og på overvågningsvideoen fra tankstationen, kan man tydeligt se, at den 21-årige mand sætter sig ind i bilen helt frivilligt uden nogen form for tvang. I bilen er de formentlig blevet uvenner over et eller andet, og det er også rigtigt nok, at de to gerningsmænd efterfølgende kørte ham ud i et industrikvarter i Farum, hvor de hev ham ud af bilen og slog og sparkede ham. Men vi mener ikke, at der er tale om en bortførelse," fortæller Keld Olesen.

Politiet kunne senere på aftenen anholde de to voldsmænd - en 20-årig mand fra Slangerup og en 23-årig mand uden fast bopæl - og de blev taget med til afhøring på politistationen. De er nu blevet løsladt igen, men er blevet sigtet for vold.

Den 21-årige mand fra Hillerød slap fra overfaldet med mindre knubs, oplyser Keld Olesen.

Publiceret 06 October 2009 16:00