22-årig kvinde forsøgt dræbt i Hasle

Omfattende vold, herunder knivstik, mod 22-årig kvinde i Hasle søndag formiddag. Den formodede 28-årige gerningsmand blev senere søndag anholdt på en rasteplads i Hamborg

Af
Af Jeppe Rafn

En 22-årig kvinde fra Hasle har været udsat for "omfattende vold," som har været så alvorligt, at politiet omtaler det som et forsøg på manddrab.
Østjyllands Politi modtog søndag 11. oktober kl. 11.25 et alarmopkald via 112, hvor anmelderen fortalte, at en kvinde blødte fra næsen som følge af knivstik. Der blev straks sendt politi og ambulance til adressen i Hasle, hvor en 22-årig kvinde var blevet udsat for "omfattende vold."
Kvinden blev ifølge JP Århus opereret søndag eftermiddag for sine skader, men er mandag morgen uden for livsfare.

Mand anholdt i Hamborg

Efterforskningen ledte politiet på sporet af en 28-årig formodet gerningsmand, som blev anholdt af tysk politi på en rasteplads eved Hamborg. Han vil blive begæret udleveret til Danmark, og politiet afholder mandag retsmøde med henblik på at få en fængslingskendelse.
Ifølge stiften.dk er den 28-årige anholdte kæreste med den 22-årige forurettede kvinde, som han boede sammen med på Hasle Centervej på 5. sal i boligkvarteret Bispehaven. Den 28-årige mand er, ifølge Stiftens oplysninger fra beboere i området, palæstinenser og kendt som stofmisbruger og kriminel.

Publiceret 12 October 2009 09:47