"Smid dig ned eller jeg skyder!"

Med en nylonstrømpe trukket ned over hovedet, en pistol i hænderne, og kommandoen: "Smid dig ned på jorden, eller jeg skyder dig!", truede en ung mand tirsdag morgen en tilfældig forbipasserende på Blødevej

Af
Af Sofie Synnøve Herschend

Episoden startede da en 48-årig mand fra Veksø kom ind med S-toget på Frederikssund Station kl. 06.30 tirsdag morgen. Han var på vej til arbejde og gik ad Nygade til Bruhnsvej og videre ned ad Blødevej.
Da den 48-årige nåede Blødevej observerede han en mand, der stod på den anden side af vejen og forklarer til politiet, at han tydeligt kunne mærke, at noget var galt.
Pludselig råbte manden: "Smid dig ned på jorden, eller jeg skyder dig!" Den 48-årige kiggede tilbage og så manden stå med let spredte ben og en sort pistol pegende lige imod sig. Trods truslen blev han stående.
Manden råbte igen, at han skulle smide sig ned, men den forurettede vendte sig blot om og gik videre ned mod Kalvøvej. Idet han begyndte at gå, kunne han høre en kliklyd fra pistolen.
"Manden var dybt rystet og ringede til politiet så snart han kom på arbejde. Han forklarede, at gerningsmanden havde store stirrende øjne, hvilket godt kan tyde på, at han har været påvirket af narkotika," udtaler vicepolitikommissær Steffen Thomsen fra Nordsjællands Politi.
Gerningsmanden beskrives som værende en mand på 18 - 20 år, 165 - 170 cm. høj og af anden etnisk baggrund end dansk. Han er gylden i huden og almindelig af bygning. Hans hår er sort, kort og tilbagestrøget. Han bar en mørkeblå trøje og beige bukser.
"Vi er meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner, der har gået rundt i området ved Bruhnsvej og Blødevej tirsdag morgen. Der har højst sandsynligt været tale om et røveriforsøg. Hvis andre har haft kontakt med en mand af lignende signalement, må de også meget gerne henvende sig til os," udtaler vicepolitikommissær Steffen Thomsen.

Publiceret 28 October 2009 11:00