Mand jagtede folk med bil og kniv - varetægtsfængslet på Psykiatrisk Hospital

En 35-årig mand gik torsdag amok på Kalmargade i Århus Nord. Fredag er han blevet varetægtsfængslet til 27. november på Psykiatrisk Hospital

Af
Af Christina S. Johansen

Uden grund gik en 35-årig mand torsdag amok på Kalmargade i Århus Nord.
Først kørte han ind i de parkerede biler med sin egen bil, og da en person råbte ham an for at stoppe ham, gik han blot endnu mere amok og svarede noget lignende: "Jeg har et jagtgevær."

På jagt med kniv

På et tidspunkt steg gerningsmanden ud af bilen og hentede en kniv, som han så begyndte at jagte folk med. Det endte med at gå ud over en 34-årig mand, som fik flere knivstik i ryggen. Sårene var kun overfladisk.
Til sidst overmandede tre personer den 35-årige gerningsmand og holdt ham fast, til politiet nåede frem.

Varetægtsfængslet på psykiatrisk

Østjyllands Politi fremstillede fredag 30. oktober den 35-årige mand i grundlovsforhør. Han var sigtet for grov vold, at forvolde fare for liv og legeme samt at køre i påvirket tilstand og blev varetægtsfængslet til 27. november på Psykiatrisk Hospital.

Publiceret 30 October 2009 09:40