13-årig dreng overfaldet og tæsket

Det gik ud over en tilfældig 13-årig dreng, da to voldsmænd gik amok

Af
Martin Warming

Martin Warming

En 13-årig dreng blev mandag formiddag udsat for et særdeles brutalt overfald, der blev begået af to andre drenge, da han gik på et stiareal ved Palthomterrasserne i Farum. De to voldelige overfaldsmænd beskrives som 14 til 15 år, men politiet ved endnu ikke, hvem de er.

Overfaldet fandt sted ved 10-tiden, da de to drenge helt umotiveret gik til angreb på den 13-årige dreng og tildelte han flere knytnæveslag i ansigtet og spark på kroppen. Den 13-årige dreng har forklaret, at han ikke kender de to overfaldsmænd, fortæller vicepolitikommissær Carl Karkov fra Nordsjællands Politi.

"Det er et meget groft overfald, og umiddelbart ligner det total tilfældig og rå gadevold," siger Carl Karkov.

Sløret syn

Den 13-årige dreng slap heldigvis fra overfaldet uden alvorlige skader, men klagede blandt andet over sløret syn på det ene øje efter overfaldet, og han fik også flere skrammer og rifter.

De to voldsmænd beskrives begge som 14 til 15 år. Den ene er cirka 170 til 175 centimeter høj, og han var iført en sort hue med et Nike-logo, en sort jakke og blå bukser.

Den anden er cirka 165 til 170 centimeter høj. Han har brunligt hår, og han var iført en hvid kasket og blå joggingbukser med tre striber på.

Hvis man har oplysninger om overfaldet eller mener at kunne genkende de to overfaldsmænd ud fra beskrivelserne, vil Nordsjællands Politi meget gerne høre om det på telefon 49 27 14 48 eller 1-1-4.

Publiceret 13 January 2010 11:52