Indsatslederen skal fremover sikre sig, at både vejnummer, postnummer og kommunenummer er korrekt. Arkivfoto

Indsatslederen skal fremover sikre sig, at både vejnummer, postnummer og kommunenummer er korrekt. Arkivfoto

Brandvæsenet ændrer alarmsystem efter adresseforvirring

Udrykning til Holte nytårsnat skulle have været til Birkerød. Forvekslingen har nu fået brandvæsenet til at indføre skærpet adressekontrol

Rudersdal Hørsholm Brandvæsen kommer aldrig mere til at køre til Carlsvej i Holte, mens det brænder lystigt på Carl Plougs Vej i Birkerød, som det skete nytårsnat. Det siger vagtcentralchef i Københavns Brandvæsen Kim Jacobsen til Frederiksborg Amts Avis.

En fejl i brandvæsenets database havde byttet rundt på de to veje. Fejlen blev ikke opdaget, fordi databasen arbejder med vejnumre i stedet for vejnavne. Nummer-løsningen er netop valgt for at undgå forvekslinger, men hændelsen nytårsnat har åbnet brandvæsenernes øjne for, at det altså kan ske alligevel.

"Hvis der er én fejl, er der også flere," siger vagtcentralchefen, der nu har strammet proceduren ved brandudrykninger, så man ikke alene tjekker vejnummer, men også postnummer og kommunenummer.

Vagtcentralchef Kim Jacobsen tilføjer, at Københavns Brandvæsen er meget ked af fejlen nytårsnat, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Publiceret 13 January 2010 06:15