Modelfoto: Colourbox

Modelfoto: Colourbox

Fuld kvinde tog bilen... til politistationen

53-årig kvindelig bilist anholdt for spirituskørsel efter ærinde på politistation

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det er aldrig klogt at sætte sig ind bag rattet, når man har drukket for meget alkohol. Men endnu dummere er det, hvis man i spirituspåvirket tilstand tager bilen, når man skal aflevere noget på en politistation.

Ikke desto mindre var det, hvad en 53-årig kvinde fra Nærum gjorde, da hun torsdag eftermiddag havde et ærinde på Lyngby Politistation på Hummeltoftevej i Lyngby.

Medarbejderne på politistationen fattede hurtigt mistanke til den fulde kvinde, og de blev derfor noget overraskede, da hun satte sig ind i sin bil, som hun havde parkeret lige foran politistationen, og kørte væk i den.

En patrulje satte efter kvinden, og hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel få hundrede meter fra politistationen, oplyser Nordsjællands Politi.

Publiceret 29 January 2010 12:36