Rocker undgår tiltale for overfald på Stein Baggers partner Allan Vestergaard

Et cigaretskod med mandens dna nær gerningsstedet, der forbandt ham med overfaldet på Allan Vestergaard i Farum i november 2008, er ikke nok til en sag

En mand med rockerrelationer undgår at blive anklaget i voldssagen om overfaldet på den bedrageridømte Stein Baggers tidligere forretningsforbindelse.

"Anklagemyndigheden har opgivet påtale," siger mandens advokat, Michael Juul Eriksen.

Manden, der har forbindelser til Hells Angels' lærlingeklub, AK81, har længe været genstand for politiets efterforskning, og i december sidste år valgte Nordsjællands Politi at rejse sigtelse, skriver Ritzau ifølge flere medier. Et cigaretskod med mandens dna nær gerningsstedet forbandt ham med overfaldet på Allan Vestergaard i Farum i november 2008.

Stein Bagger selv blev sigtet for meddelagtighed i overfaldet i marts 2009. Han nægter sig skyldig. To dage efter voldsepisoden rejste han til Dubai.

Publiceret 01 February 2010 11:30