Kommunen var ved at fjerne en plakat på Viby Torv, da Lokalavisens fotograf troppede op. Nederst ser man isserne på tre af de seks personer, som bliver hængt ud på plakaterne.

Kommunen var ved at fjerne en plakat på Viby Torv, da Lokalavisens fotograf troppede op. Nederst ser man isserne på tre af de seks personer, som bliver hængt ud på plakaterne.

White Pride hænges ud på plakater i Århus

Århus midtby klistret til med plakater af seks navngivne medlemmer af den højreorienterede gruppe White Pride

Af
Af Jeppe Rafn

Østjyllands Politi anholdte torsdag i de tidlige morgentimer to mænd på 21 og 24 år, som var i gang med at hænge plakater op på Harald Jensens Plads. På plakaterne er der fotos og navn på seks mænd, som angiveligt er medlem af den højreorienterede gruppe White Pride. Under billederne står der følgende:
"De seks personer ovenfor er alle centrale i den nazistiske hooligangruppe White Pride. Gruppen har de seneste år stået bag en lang række overfald på venstreorienterede, antiracister, indvandrere og flygtninge. Ser du dem, så meddel dem klart og tydeligt, at de ikke er velkomne i Århus. Hverken på værtshuse, diskoteker, stadion eller nogen andre steder i byen skal de frit kunne sprede deres had og vold!"
Politiet anholdte de to mænd på baggrund af en anmeldelse fra en borger. De to mænd havde klister på deres bukser, og de havde flere plakater på sig, da de blev anholdt. De vil blive sigtet for æreskrænkelser ifølge Straffelovens §264d, oplyser politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi. Han kan ikke sige, om de to unge mænd i forvejen er kendt af politiet.
Århus Kommune er i gang med at fjerne de plakater, der er hængt op. Lokalavisen stødte her til formiddag på en kommunal medarbejder på Viby Torv, der var ved at fjerne en af plakaterne. Medarbejderen fortæller, at der er hængt rigtig mange plakater op i midtbyen, som skal fjernes.

Publiceret 11 March 2010 13:45