21-årig "stamkunde" fængslet for nyt indbrud

Politiet satser på at få fængslet 21-årig århusianer, som lige har fået dom på otte måneder, men søndag blev taget på fersk gerning for nyt indbrud

Af
Af Jeppe Rafn

Østjyllands Politi vil have en 21-årig århusiansk indbrudstyv bag lås og tremmer, så han ikke kan fortsætte med at lave indbrud.
Manden sad varetægtsfængslet i 13 dage i marts måned for indbrud i en anden politikreds og fik en dom på otte måneders fængsel, som han venter på at afsone.
Det har dog ikke afholdt ham fra at begå nye indbrud, for han blev søndag formiddag taget på fersk gerning for et nyt indbrud. Det foregik i en lejlighed i Nørregade i det centrale Århus, som han havde skaffet sig adgang til ved at kaste en sten igennem ruden i hoveddøren.
Et vidne ringede til politiet og fortalte, at der var gang i et indbrud, og den 21-årige blev taget på fersk gerning og havde gennemrodet lejligheden, da politiet dukkede op.
Det lykkedes i første omgang tyven at stikke af, men han blev hurtigt løbet op og anholdt.
Han vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør, og denne gang satser anklagemyndigheden på at holde ham bag tremmer, så han kan afsone sin tidligere dom plus en eventuel tillægsdom for gårsdagens indbrud.
"Han er en af vores stamkunder," siger politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.

null

Publiceret 12 April 2010 11:30