Den 14-årige dreng viser her, hvor hårdt han blev ramt. Billedet har hans far bedt avisen om at gengive.

Den 14-årige dreng viser her, hvor hårdt han blev ramt. Billedet har hans far bedt avisen om at gengive.

14-årig banket ned af tæskehold på skole

Ni elever fra to 9. klasser overfaldt den 14-årige 8. klasseselev efter spisepausen på Solvangskolen i Farum

Af
Kim Belmark

Kim Belmark

En 14-årig dreng, der går i 8. klasse, blev onsdag i spisefrikvarteret overfaldet af et tæskehold på i alt ni elever fra et par 9. klasser. Drengen blev slået ned med en stor kæp og derefter sparket.

Overfaldet foregik tæt ved Solvangskolen i Farum. Både faren til den 14-årige dreng og lederen af skolen er forfærdede efter det brutale overfald.

"Som forældre er vi rystede over det, der er sket, og vi har simpelthen brug for at dele vores oplevelse med hele byen," siger Nik Kongsø, far til den 14-årige. Han har politianmeldt overfaldet.
Anette Lauge, skoleleder på Solvangskolen, fortæller, at den elev, der slog med kæppen, nu er bortvist fra skolen.

"Vi har talt med alle de involverede elever, og deres forældre er blevet orienteret. Det, der er sket, er frygteligt. Jeg er rystet i min grundvold," siger skolelederen.

Hånd om sagen

Gruppen, der tæskede den 14-årige, består af syv 9.-klasse-elever fra Solvangskolen og to 9.-klasses elever fra Lyngholmskolen. Også på Lyngholmskolen er der blevet taget hånd om sagen.

"Skolerne har tæt kontakt i denne sag. Det er desværre meget forskelligt, hvordan gruppen af 9. klasse-elever har reageret på det. Nogle af dem kan ikke forstå, at det var forkert at overfalde den 14-årige, andre har fortrudt og synes, at det er skrækkeligt," siger Anette Lauge.

Skolederen siger videre, at det er første gang, at en elev på Solvangskolen er blevet overfaldet på denne måde.

Bange og nedslået

Nik Kongsøs 14-årige søn kom ikke i skole torsdag.

"Min søn er bange og nedslået. Han har fortalt, at gruppen af ældre elever i nogen tid har været efter ham. De mente, at han ikke viste dem nok respekt, og de har kaldt min søn for "svin", "idiot" og "klam". Han ville ikke finde sig i det og svarede igen. Tæskeholdet ventede på ham, da han kom tilbage til skolen efter spisepausen. Min søn ville gå tilbage til time, men blev passet op og blev udsat for det meget grove overfald," beretter Nik Kongsø.

"For mig som forældre er det chokerende, at det kan forekomme. Jeg har boet i Farum i seks år, og jeg synes, at tingene eskalerer. Det føles som om, at politiet er langt væk, og SSP ikke har den store gennemslagskraft. Vi har på fornemmelsen, at mange har det på samme måde i Farum."

Efter overfaldet kom den 14-årige på hospitalet for at blive undersøgt. Skadesrapporten siger, at han ikke har fået indre skader, men der er tydelige mærker efter slaget med kæppen.

Publiceret 29 April 2010 15:22