Forcerede to meter pigtrådshegn:

Stjal digitalkamera

Indbrudstyve fik ringe udbytte efter indbrud i autoværksted

Af
Af Carsten Pedersen

Tyve forcerede natten til lørdag et to meter højt pigtrådshegn, for at lave et bræk i et kontor til et autoværksted på Mesterlodden i Gentofte.

Den foreløbige opgørelse af tyvekosterne tyder på et beskedent udbytte i form af et enkelt digitalkamera, som formodentlig næppe har stået mål med tyvenes anstrengelser, da det to meter høje pigtrådshegn skulle forceres i forbindelse med indbruddet.

Indbruddet blev foretaget på et tidspunkt imellem fyraftenstid fredag eftermiddag klokken 16.00 og lørdag formiddag klokken 9.00.

Ejeren anmeldte indbruddet til Nordsjællands Politi lørdag ved 12.30-tiden.

Det oplyser vagtchef Søren Bjørnestad søndag til lokalavisen.

Nordsjællands Politi hører gerne fra vidner, der måtte have set personer igang med at forcere hegnet ind til værkstedet eller have gang i anden mistænkelig aktivitet.

Oplysninger til Nordsjællands Politi på telefonnummer: 49 27 14 48 eller på servicenummer: 114

Publiceret 06 June 2010 11:45