Kvindelig politielev sparket af asylansøger

Somalisk asylansøger gik amok under anholdelse

En 26-årig somalisk mand gik fredag aften amok på en kvindelig politiskoleelev efter at være blevet anholdt på Café Charlie i Frederiksværk for trusler mod de øvrige café-gæster.

Nordsjællands Politi blev tidligt fredag aften alarmeret af personalet på Café Charlie i Frederiksvæk, da en af gæsterne tilsyneladende opførte sig meget ubehageligt og truende overfor de øvrige tilstedeværende kunder på caféen.

En patrulje blev derfor ved 18.45-tiden sendt afsted til caféen i Frederiksværk, og her fandt man da også den 26-årige truende somaliske asylansøger.

Umiddelbart var det vanskeligt for betjentene at vurdere situationen, da manden virkede som om han var påvirket af alkohol, stoffer eller muligvis var psykisk syg.

Manden satte sig til modværge under den efterfølgende anholdelse, men det lykkedes til sidst for betjentene at få situationen under kontrol og få sat manden i en bil, som der skulle indtransportere ham til politistationen i Helsingør.

Under transporten slog det imidlertid klik for manden, som endnu engang satte sig voldsomt til modværge, og lige netop fik vristet sig nok fri, til at kunne tildele en kvindelig politielev flere spark på hendes ene arm, før han blev passificeret.

Den aggressive 26-årige mand tilbragte natten i detentionen, og blev løsladt lørdag morgen.

Manden, som til dagligt er tilknyttet Auderød-lejren, er nu blevet sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.

Publiceret 28 August 2010 18:30