Hund angreb hest - og hundeejer angreb rytter

Af
Tim Panduro

Hund og ejer slægter ofte hinanden på. Det fik en 44-årig kvindelig rytter søndag ved 16-tiden et ubehageligt bevis på, da hun red sig en tur i Sdr. Strødam nær Viemosegaard.
Den 44-åriges hest blev angrebet af det, hun over for politiet har beskrevet som en kamphundeblanding, der sammen med to flatcoated retriever-agtige hunde blev luftet af en yngre, skaldet mand. Hunden sprang op ad hesten og opførte sig aggressivt, og da kvinden forsøgte at verfe kræet væk med sin pisk, blev hundeejeren noget bister. Han gik ligeledes til angreb og flåede fat i kvinden, oplyser Christian Have fra Nordsjællands Politi i Hillerød.
"Det lykkedes dog kvinden at rive sig løs og galoppere væk", fortæller Christian Have.
Politiet gør ikke umiddelbart mere ved sagen.
"Men vi vil da opfordre alle til at sørge for, at de holder deres hunde i snor", siger Christian Have.

Publiceret 06 September 2010 10:00