Tyv stjal 34.000 kroner fra handicappet

Nordsjællands politi vil nu se nærmere på omstændighederne omkring et tyveri fra handicappet mand i kørestol

Af
Af Birgitte Masson

Fredag aften klokken 18 blev politiet kontaktet, af en angiveligt meget frustreret 33-årig borger som fra sin kørestol havde fået stjålet 34.000 kroner. Det var sket umiddelbart efter, at han havde hævet pengene i banken. Det oplyser vicepolitikommisær Gunnar Rasmussen fra Nordsjællands politi til Lokalavisen Frederikssund
I følge politiets oplysninger havde den 33-årige tilsyneladende ladet en taske med de mange penge hænge bag på kørestolen, mens han kom trillende ned gennem Frederikssunds Jernbanegade.
Hvordan en forbipasserende kan føle sig fristet til at stjæle fra en sagesløs person i kørestol, er et blandt flere andre forhold i sagen, som politiet nu vil undersøge nærmere.

Publiceret 09 September 2010 11:15