Fange forsøgt befriet under transport

Maskerede mænd ville befri fange under transport mellem to fængsler

Mohammed Figuigui, som for ganske få dage siden var i slagsmål i Vridsløse Lille, blev fredag forsøgt befriet ved en spektakulær befrielsesaktion på vejen ved Folehaven i Valby i København under en transport til landets mest sikre fængsel, som er det lille fængsel på Københavns Politigård.

Mohammed Figuigui, eller Maler-Mohammed som han også kaldes, blev forsøgt befriet af fem maskerede mænd, der kørte ind foran fangetransporten og tvang den til at standse.

Derefter sprang flere af de maskerede mænd, som var bevæbnet med koben, ud af bilen.

Chaufføren på fangetransporten reagerede dog nøjagtigt, som han skulle, han bakkede og kørte tilbage til fængslet.

Befrielsesaktionen fandt angiveligt sted, fordi Mohammed Figuigui skulle flyttes til fængslet på Københavns Politigård.

Kort efter befrielsesaktionen blev fem mænd arresteret af politiet.

De fem mænd fremstilles i grundlovsforhør lørdag.

Publiceret 11 September 2010 09:09