Ulykkes-bilist flygtede fra bevidstløs passager

24-årig bevidstløs mandlig passager efterladt af påvirket bilist

En 24-årig mandlig passager blev natten til søndag slynget ud gennem en bil-forrude, hvorefter han blev efterladt liggende bevidstløs på vejbanen i krydset Mads Holms Vej-Gurrevej i Helsingør, da bilens fører valgte at stikke af efter ulykken.

Ulykken skete ved 02.30-tiden natten til søndag, da føreren tilsyneladende mistede herredømmet over sin Mazda, og ramlede ind i en lygtepæl i det lysregulerede kryds.

Ved påkørslen blev den 24-årige mandlige passager efter politiets umiddelbare vurdering formentlig slynget ud gennem bilens forrude, hvorefter han blev efterladt liggende i bevidstløs tilstand på vejbanen, da føreren af bilen flygtede fra ulykken.

Ulykken var dog blevet set af flere vidner, som alarmede Nordsjællands Politi klokken 02.34.

Da politiet og ambulance-redderne nåede frem til ulykkesstedet, var den 24-årige mand stadig bevidstløs, og han blev derfor straks kørt til Helsingør Hospital.

Føreren var formentlig påvirket

Vagtchef Erik Skriver fra Nordsjællands Politi oplyser til lokalavisen.dk, at man mistænker den flygtede chauffør for at have været påvirket af spiritus, og at det formentlig har været årsagen til, at han stak af efter ulykken.

Føreren af bilen er stadigvæk ikke pågrebet, men efter ulykken sikrede Nordsjællands Politi sig tekniske spor i form af DNA-prøver indsamlet fra bilens airbag, som var blevet udløst ved påkørslen.

Nordsjællands Politi er nu i gang med at tjekke bilen yderligere for at finde frem til ejeren, som man vurderer også er identisk med føreren af bilen.

Den 24-årige mand fra Nærum, som var passager i bilen, er stadig indlagt på Helsingør Hospital, men det vides ikke i hvilken tilstand han befinder sig i.

Bilisten står til flere alvorlige sigtelser, blandt for at have efterladt en person i hjælpeløs tilstand.

Føreren af bilen blev af vidnerne beskrevet som en 20-25 årig mand, der var lidt skaldet og bred af bygning. Han var iført en hvid cowboybuks.

Publiceret 12 September 2010 14:21