Kvinde overlevede fald på seks meter

22-årig kvinde fik overbalance i vinduet og faldt seks meter

At det ofte kan være forbundet med megen smerte og følelsesmæssig ubalance at afslutte et kærlighedsforhold, måtte en 22-årig kvinde i Roskilde sande lørdag eftermiddag, og det på en temmelig hårdhændet måde, der kunne være endt meget tragisk.

Kvinden var nemlig efter bruddet med kæresten yderst uheldig, idet hun fik overbalance og faldt ud af et vindue, hvorefter hun landede seks meter nede på en våd græsplæne.

Det skriver eb.dk.

Det tragiske uheld fandt sted i en af lejlighederne på de kollegier, der er tilknyttet Roskilde Handelsskole.

Her havde den 22-årige kvinde og hendes ét år ældre kæreste netop afsluttet et forhold, og da eks-kæresten var nået ned til sin bil, ville kvinden råbe til ham, men idet hun læner sig ud af vinduet, får hun overbalance, og falder hele seks meter ned, hvor hun lander på den våde græsplæne.

Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi siger til ekstrabladet.dk, at: "Det var meget heldigt for hende, at hun landede på græs, og at det var vådt."

Kvinden slap fra uheldet uden alvorlige skader.

Publiceret 19 September 2010 13:49