13-årig butikstyv stjal alkohol

En kun 13-årig dreng stjal fire flasker Barcardi Breezers

Det var en meget ung og tilsyneladende også tørstig butikstyv, som Midt- og Vestsjællands Politi lørdag eftermiddag måtte afhente i Netto-butikken i Solrød Centeret i Solrød Strand, for at køre ham hjem til sin mor.

Personalet i Netto-butikken havde kort før lukketid snuppet den blot 13-årige dreng, der havde forsynet sig med fire flasker Barcardi Breezers fra spiritushylden, som han forsøgte at smutte ud af butikken med uden at ville betale de 40 kroner, som de fire flasker kostede.

Personalet tilkaldte derfor Midt- og Vestsjællands Politi klokken 17.00 lørdag eftermiddag, for at få politiet til at tage sig af den meget unge butikstyv.

En politi-patrulje blev sendt til Netto-butikken, hvor betjentene afhentede den 13-årige dreng, og kørte ham hjem til sin mor.

Som altid i den slags sager med børn under den kriminelle lav-alder, vil politiet nu underrette kommunen, der så overtager den videre sagsbehandling.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag.

Publiceret 20 September 2010 11:42