Polak tog ulovligt ophold i sommerhus

Polak træt af at sove i bilen: Brød ind i sommerhus

En 24-årig polsk mand, som i nogle dage havde opholdt sig i Danmark, og brugt sin bil som hotel, var tilsyneladende blevet træt af, at bilen agerede soveværelse om natten, så han fandt derfor et "ledigt" sommerhus på Iglekærvej ved Tisvilde, hvor han brød ind for at overnatte.

Da husets ejer dukkede op, opdagede han, at ikke alt var, som det burde være, og alarmerede Nordsjællands Politi klokken 18.47.

En patrulje blev sendt afsted til adressen, og her kunne betjentene sammen med ejeren af huset konstatere, at en ukendt person tilsyneladende havde taget ophold og overnattet i huset.

Betjentene rådede derfor sommerhusejeren til straks at kontakte politiet, såfremt vedkommende igen dukkede op.

Manden dukkede op igen

Små tre timer senere ringede manden så atter til Nordsjællands Politi, da den ukendte mand nu var dukket op.

Endnu en patrulje blev derfor sendt afsted for at tage sig af sagen.

Da betjentene ankom til huset, viste det sig, at den ukendte ferierende gratist var en ung polsk mand på 24 år, som havde været i Danmark i en lille uges tid.

Den 24-årige polak blev sigtet for husfredskrænkelse og anholdt klokken 21.45, hvorefter han blev taget med på politigården.

Manden var kun i besiddelse af 12 kroner i kontanter og et polsk kreditkort, og havde iøvrigt ikke stjålet noget fra huset.

Vagtchefen hos Nordsjællands Politi oplyser til lokalavisen.dk, at den 24-årige polak slap med en advarsel, fordi han under forhøret fortalte, at han mandag agtede at begive sig hjem til Polen.

Publiceret 04 October 2010 01:42