Sex-krænker i natbus bed ung pige i halsen

Nordsjællands Politi efterlyser vidner, der har set en mand krænke ung pige i bussen til Jægerspris lørdag nat

Af
Af Birgitte Masson

Kys, bid på halsen og befamlen uden på bukserne. Sådan oplevede en chokeret 17-årig kvinde turen med natbus til Jægerspris lørdag, da en fremmed mand af udenlandsk herkomst valgte at sætte sig ved siden af hende.

Nu efterlyser Nordsjællands Politi vidner til episoden, for i følge kvindens oplysninger var der mange mennesker i natbussen 98 N der kørte fra Frederikssund til Jægerspris omkring klokken 02.27 natten til lørdag.

Den unge kvinde befandt sig i foreste del af bussen, som netop havde forladt Frederikssund, da en mand af udenlandsk herkomst satte sig ved siden af hende.
Han beskrives i alderen mellem 20 til 30 år. 165 cm høj, spinkel til normal af bygning. Han havde glat, sort, halvlangt hår og var iført en blå hættetrøje og cowboybukser. I følge kvindens oplysninger talte han ikke dansk.

Da manden befamlede hende, kyssede hende og bed hende på venstre side af halsen blev kvinden tilsyneladende så chokeret, at hun ikke turde råbe om hjælp.

Manden stod efterfølgende af bussen ved stoppestedet ud for Brugsen i Jægerspris, og sammen med ham stod også en anden mand af udenlandsk herkomst af bussen. Han beskrives som 170 cm høj, 20-30 år og iført en sort trøje.

Nordsjællands Politi vil gerne høre, fra eventuelle vidner som kan bidrage med yderligere oplysninger fra episoden.

Publiceret 25 October 2010 10:00