Det var tre dyre biler, som blev stukket i brand natten til mandag på Mesterlodden ved Nybrovej. Foto: Marie Lau

Det var tre dyre biler, som blev stukket i brand natten til mandag på Mesterlodden ved Nybrovej. Foto: Marie Lau

Flere biler stukket i brand i Gentofte

Indsatslederen fra Beredskab Gentofte er ikke i tvivl om, at brandene i tre biler på Mesterlodden var påsatte

Af
Af Anne Schøning Christensen

Tre biler blev natten til mandag stukket i brand på Mesterlodden ved Nybrovej.
Ifølge indsatsleder fra Beredskab Gentofte, Carsten Jensen, fik brandvæsenet anmeldelsen kl. 00.47.
"Da vi nåede ud til stedet, var bilerne allerede ved at brænde ud og bilernes airbags i gang med at eksplodere", fortæller Carsten Jensen.
Bilerne stod få meter fra en kontorbygning, hvor vinduerne var revnet på grund af den kraftige varme fra bilerne. Desuden var hoveddøren til bygningen blevet smadret med en stor sten.
Ifølge indsatslederen lykkedes det brandmændene at slukke de voldsomme flammer i løbet af tyve minutter og inden, at ilden nåede at brede sig til kontorbygningen.

Ikke mange spor

Indsatslederen er ikke i tvivl om, at brandene var påsat.
"Det vil være meget mærkeligt, hvis tre biler pludselig antænder samtidig", lyder det fra Carsten Jensen.
Politiet er nu i gang med at efterforske sagen. Ifølge Glen Wiese fra Nordsjællands Politi er der ikke mange spor at gå efter.
"Vi ved ikke, om der er tale om drengestreger eller, om der ligger et mere alvorligt motiv bag brandene", siger Glen Wiese.
Der skete udelukkende materielle skader ved brandene.

Publiceret 01 November 2010 12:00