Der blev i weekenden gjort brug af adskillige snusende politi-hunde og sendt flere helikoptere i luften, for at man kunne få sporet fire bortgåede demente personer. Arkivfoto.

Der blev i weekenden gjort brug af adskillige snusende politi-hunde og sendt flere helikoptere i luften, for at man kunne få sporet fire bortgåede demente personer. Arkivfoto.

Mange demente forsvandt i weekenden

Politiet måtte opspore fire demente i weekenden

Lørdag eftermiddag rykkede Nordsjællands Politi ud med både hunde og en helikopter med varmesøgende udstyr for at lede efter en dement 76-årig mand, der senere lørdag blev fundet i live på en mark få hundrede meter fra det plejehjem, hvor han bor.

Men den 76-årige mand var ikke den eneste demente, der forsvandt i den forgangne weekend, for også i Helsingør, Hundested og i Frederikssund var der demente personer, der pludselig forsvandt.

85-årig mand tog endnu en tur

En 85-årig dement mand fra plejehjemmet "Haven" i Frederikssund tog tidligt lørdag aften omkring klokken 18.15 på sin "sædvanlige" tur ud i det blå.

Den 85-årige mand, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv, er flere gange tidligere forsvundet fra plejehjemmet for at søge tilbage til sin gamle bopæl på Tjørnevej, hvilket også var tilfældet denne lørdag aften.

En eftersøgning blev iværksat, men den kunne ret hurtigt afblæses igen, da en af mandens gamle naboer klokken 19.41 ringede, og fortalte, at den 85-årige mand atter var dukket op på Tjørnevej.

Hjerneskadet 20-årig kom ikke hjem

Ved 19.45-tiden blev Nordsjællands Politi alarmeret fra en adresse i Rørvig, hvor man savnede en 20-årig hjerneskadet ung mand, der var taget med færgen til Hundested, som han ellers var vant til, men lørdag var han ikke vendt hjem fra sin sædvanlige sejltur.

En ny eftersøgning blev iværksat fra politiets side, og man fandt til sidst den 20-årige mand i lokalbanen mod Hillerød.

Den 20-årige mand blev derefter sendt retur med retning mod Hundested, hvor der senere blev taget godt hånd om ham.

82-årig kvinde forsvandt om natten

I Helsingør var det en lettere dement 82-årig kvinde, der forsvandt midt om natten fra plejehjemmet "Montebello" på Gurrevej.

Personalet opdagede ved 04.30-tiden natten til søndag, at den 82-årige kvinde var forsvundet fra plejehjemmet medbringende sin rollator.

Endnu en eftersøgning blev derfor sat i værk og klokken cirka 05.50, en god times tid senere, blev den 82-årige kvinde fundet i plejehjemmets nærområde.

Vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi siger til lokalavisen.dk, at man hos politiet er glade for, at man flere og flere steder efterhånden er begyndt at udstyre de demente med GPS-sendere, hvilket gør, at de hurtigt kan findes, før de uforvarende kommer til at gøre skade på sig selv.

Det sparer også politiet for de tidskrævende og kostbare eftersøgninger med politi-hunde og helikoptere udstyret med både læger og varmesøgende udstyr.

null

Publiceret 01 November 2010 03:25