Pistolrøver slog til mod SuperBest
Mand truede sig til penge tidligt torsdag morgen mod SuperBest på Centervænget i Hillerød
Tidligt torsdag morgen blev personalet i SuperBest på Centervænget i Hillerød udsat for væbnet røveri. En mand med hættetrøje og halstørklæde for munden truede sig til et ukendt beløb med en sort pistol.
Herefter flygtede manden fra stedet i en sort personbil - muligvis af mærket Nissan - i retning mod Isterødvej.
Var mødt tidligt
Røveriet skete klokken 6.25. Her var personalet i bagerafdelingen mødt tidligt ind i butikkens bagerafdeling.
Manden talte engelsk under røveriet. Han var omkring 175 centimeter høj og bar udover den sorte hættetrøje og det grå halstørklæde også handsker og hvide sportssko.
Nordsjællands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på telefon 1-1-4.
Røveriet er bare ét af en stribe i Hillerød de sidste uger. Den 27. oktober blev Hotel Hillerød røvet, den 24. oktober kiosken på Hillerød Station og den 18. oktober blev en kvinde frarøvet sin taske ved stationen.
Publiceret 04 November 2010 10:52