Politiet efterlyser vidner til vold i Hellerup

20-årig mand blev brutalt slået ned på Tuborgvej af tre ukendte gerningsmænd

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Politiet har hårdt brug for offentlighedens hjælp i en sag, der handler om et hensynsløst overfald på Tuborgvej natten til fredag den 29. oktober.
Her kom en 20-årig mand fra lokalområdet gående lidt før kl. 05 på vej hjem fra en tur i byen, da han på fortovet ud for nr. 101 blev antastet af tre mænd, der bad om en cigaret.
Det næste, den unge mand kan huske fra episoden, er, at han med blod i hele ansigtet ringede 112 kl. 05. Han kan ganske enkelt ikke huske, hvorfor han blev slået flere gange i ansigtet, formentlig fordi han samtidig fik en hjernerystelse.
Det oplyser politibetjent Jens Buus fra Station Syd, Nordsjællands Politi.
Alle tre mænd var af udenlandsk herkomst, men den 20-årige mand har kun været i stand til at give et sparsomt signalement af en af dem. Han beskrives som ca. 20 år, ca. 180 cm høj, med sort hår. Han var iført en beige Canadian Goose-jakke.
Politiet har på nuværende tidspunkt intet andet at gå efter, oplyser Jens Buus, så de hører meget gerne frafolk, der måtte have set eller hørt noget til overfaldet.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan man ringe til politibetjent Jens Buus på tlf. 72586997.

Publiceret 04 November 2010 15:00